Snævert nederlag til FCK/KB

På en kold og regnfuld efterårssøndag, skulle FCK/KB prøve at få deres første hjemmebanesejr, men det var mod et hold der i seneste runde havde vundet hele 8-1 og var i en stigende formkurve, så det så fra starten ud til at blive en svær opgave. Både cheftræner Ståle Solbakken og bestyrelsesformand Flemming Østergaard, havde fundet vej til Frederiksberg Idrætspark, og de var vidner til en kamp hvor de to hold havde hver deres halvleg, men kun det ene hold kunne tage derfra med alle tre point.

 

Af Ragnald Kruse
Det var et hjemmehold der stillede med flere profiler fra 1. holdet, og på papiret så langt stærkere ud end seneste hjemmekamp, hvor holdet var meget uheldige med ikke at få deres første sejr på hjemmebane. I forsvaret fandt man svenske Mikael Antonsson, der ifølge Ståle Solbakken er ved at være 100% klar igen efter sin skade – den svenske forsvarsspiller måtte dog holde sig til en enkelt halvleg i dagens kamp. I angrebet så man Ailton Almeida, der flere gange i kampen viste flotte brasilianske takter. Der skulle dog gå lidt tid før FCK’s nummer 7, der i dagens kamp for FCK/KB spillede med nummer 16, kunne få mulighed for at vise sin målfarlighed, for allerede fra kampens start viste Brønshøj at deres 8-1 sejr i seneste runde, ikke var et engangstilfælde.

 

Selvom det var hjemmeholdet der fik kampens første chance, hvor Morten Bertolt skød lige over mål, var det gæsterne fra Tingbjerg der kom først på måltavlen. På et indlæg fra højre side, stod den tidligere FCK angriber Mads Westh på det rette sted, og headede bolden i nettet forbi Nathan Coe. Generelt var det en halvleg med meget højt tempo, og Brønshøj som den spilstyrende part – de stod meget solidt på banen og FCK/KB havde svært ved at spille sig igennem til chancer. Det havde gæsterne dog ikke noget problem med, og keeper Nathan Coe måtte stille op med flere store redninger for at forhindre hvepsene i at komme yderligere foran. Keeperen så dog ikke helt godt ud efter omkring 25 minutter, hvor Brønshøj efter et frispark, sendte bolden ind i feltet, og Coe gik helt forkert af den, og dermed kunne Rasmus Pedersen nemt heade Brønshøj på 0-2. Målet fik ikke gæsterne til at geare ned, tværtimod fortsatte de med at producere chancer, og havde det ikke været for en redning på stregen, var Brønshøj kommet foran 0-3, men pausestillingen forblev dog 0-2 og hjemmeholdet måtte gå tunghovedet i omklædningsrummet.

 

Om det var træner Benny Gall der havde givet sit hold en opsang i pausen, eller om gæsterne havde valgt at sætte tempoet ned, er svært at sige, men hjemmeholdet kom på banen til 2. halvleg med fornyet styrke, og satte Brønshøj gevaldigt under pres allerede fra starten. Der skulle ikke gå mere end otte minutter, før den første chance kom, men bolden prellede af på trekantssammenføjningen. Mere held var der dog fem minutter senere, da Ailton blev sendt af sted på en kontra – han måtte dog se sit forsøg reddet, men på riposten var Lasse Qvist klar, og han kunne sende bolden i nettet til en 1-2 reducering. Qvist og især Ailton spillede en flot 2. halvleg og kom til flere store chancer.

 

Brønshøj havde på dette tidspunkt af 2. halvleg ikke haft noget at byde på, rent chancemæssigt, hvor hjemmeholdet producerede den ene store chance efter den anden. Efter 70 minutter var det meget tæt på at blive 2-2, men en flot redning af Brønshøj keeper Morten Olesen, hvor bolden efterfølgende igen ramte overliggeren, holdt gæsterne inde i kampen. Samme Olesen kunne dog intet gøre i det 77. minut hvor Ailton snød to forsvarsspillere og flot udplacerede keeperen til 2-2, til stor ærgrelse for publikum – hvor størstedelen var Brønshøj fans. I den sidste del af kampen fortsatte FCK/KB det flotte spil, og havde flere gode muligheder for at bringe sig foran, men i kampens sidste minut skete det samme som forrige hjemmekamp. Efter lidt tumult og klumpspil i feltet, lykkes det Brønshøjs Patrick Tronberg at sætte foden på, og bringe gæsterne på 2-3 til stor jubel for de medrejsende fans.