3-2 over Bristol Rovers

FCK/KB forstærket med flere SAS Liga-profiler besejrede her til eftermiddag Bristol Rovers med 3-2 i en træningskamp på KB's anlæg. Det engelske League 1-mandskab førte 1-0 ved pausen, men på mål af Thomas Christiansen, Kevin Bechmann Timm og Casper Windfeld fik københavnerne vendt kampen i 2. halvleg, inden Rovers fik reduceret i kampens døende minutter. 

I dejligt solskinsvejr satte et halvt hundrede engelske fans et hyggeligt præg på begivenhederne på Frederiksberg med slagsange og tilråb, hvoraf mindst halvdelen var møntet mod ærkerivalerne fra City... De har valgt at bruge en uge af sommerferien på at følge deres lokale heltes pre-season-tur i Skandinavien, og dagens opgør var det første af tre for Rovers, der sidste sæson sluttede lige under midten i League 1 - den tredjebedste engelske række. 

Senere på ugen skal de møde MABI og LB07... og det kræver nok en forklaring for de relativt mange uindviede FCK.DK-læsere: MABI er det svenske 3. divisionshold Malmö Anadolu BI, og LB07 dækker over Limhamn Bunkeflo 07 fra den næstbedste række Superettan. MABI var i øvrigt den klub, hvor Zlatan Ibrahimovic spillede som 8-9 årig knægt, men det er vist en anden historie. 

FCK/DK stillede med følgende 11 spillere:

Nathan Coe

Nicklas Kristensen - Mikael Antonsson - Jacob Albrechtsen - Niclas Jensen

Kevin Bechmann Timm - Jacob Neestrup - Nikolaj Hansen - Saban Özdogan

Thomas Christiansen - José Junior

 Mads Laudrup og Danni Jensen var ikke til rådighed, da de var med ungdomslandsholdet. Til gengæld var det godt at se Mikael Antonsson tilbage i aktion, men desværre blev hans hjerte kun testet i ca. 10 minutter, hvorefter han måtte udgå, efter at han kom lidt skævt ind i en tackling med en englænder. Nikolaj Hansen gik ned i midterforsvaret, og Kenneth Thinter kom ind på midten. Anton og fysioterapeut Jørn Tychsen kunne endnu ikke bedømme, hvor slemt det var - det må de næste dage vise, når den første ømhed har fortaget sig. 

Rovers indledte kampen bedst, og kun et par fornemme redninger fra Nathan Coe holdt dem fra scoringer. Især én af dem havde "TV-klasse" over sig, da han kastede sig og viftede et nærgående hovedstød væk, der havde retning mod det ene målhjørne. Målmandstræner Per Wind var fuld af anerkendelse - og den havde han i hvert fald ikke selv nået! 

Junior havde et listigt skud, der var tæt på at overliste Rovers-keeperen efter fint opspil i venstre side af Saban og Niclas, men ellers var det småt med københavnske chancer i de første 45 minutter. Og helt ufortjent var det ikke, at Rovers bragte sig foran 5 minutter før pausen, da Jeff Hughes fik et fint, fladt indlæg fra venstre side og fra en fri position midt i feltet levnede han ikke Nathan nogen chancer. 

I pausen udgik Jacob Neestrup med lidt ømhed i knæet og blev afløst af den spændende U19-spiller Thomas Delaney, som er et af de talenter, man har store forhåbninger til. "Han kan gå hele vejen," vurderede ITU-træner Torben Storm forventningsfuldt fra sidelinien. 

FCK/KB var meget bedre med efter pausen mod et Rovers-mandskab, der ellers overraskede mange (fordomsfulde) københavnere ved ikke bare at spille traditionel britisk kick'n'rush med lange bolde frem mod en 2 meter-mand i angrebet. Og så var de så venlige at forære udligningen væk... en forsvarer spillede ukoncentreret bolden lige hen til Thomas Christiansen, og fra 20-25 meters afstand sparkede han resolut bolden i en perfekt bue over den strandede målmand og i netmaskerne til 1-1. 

Med 20 minutter igen blev målscorer "TC" og Saban Özdogan taget ud til fordel for Casper Windfeld og Paw Bendixen - sidstnævnte en ny spiller på 23 år, der er kommet fra Helsingørs Elite3000-mandskab og i øvrigt er halvbror til Kevin Bechmann Timm. 

Få minutter senere kom hjemmeholdet i front efter stærkt forarbejde af Junior, der holdt et par mand væk i feltet og fyrede af med venstrebenet, og når han rammer den rent, er der ikke mange keepere der kan holde den - heller ikke Steve Phillips, og fra hans handsker dalede bolden ned foran mål, hvor Kevin Bechmann Timm kastede sig frem og headede bolden i nettet. 

Seks minutter før tid øgede Casper Windfeld efter en ny forsvarsfadæse, hvor Phillips var uopmærksom, da Windfeld jagtede en løs bold og fik prikket den forbi ham og kunne trille den i tom kasse. 

De medrejsende Rovers-fans sang ufortrødent videre, mens Granens kasserer har gnedet sig i hænderne over fadøls-omsætningen på en ellers stille tirsdag i juli. Og de fik en lille belønning for opbakningen, da Sean Rigg reducerede i kampens sidste minut med et fladt skud. 

Alt i alt en god træningskamp for de mange unge spillere, der mødte et fysisk stærkt og kompakt Rovers-mandskab, der dog så ud til at løbe tør for kræfter i løbet af 2. halvleg. FCK/KB spiller næste træningskamp allerede torsdag aften kl. 18 mod Ølstykke, også den kamp på KB's anlæg. 

 

 Saban Özdogan bliver hevet omkuld i et gennembrud på fløjen.

 

 

 Et lille udsnit af de ca. 50 medrejsende Rovers-fans.

 

 

 

 Træner Niels Sørensen giver instrukser i pausen.

 

 

 Kevin Bechmann Timm spillede en god kamp på højrekanten.

 

 

 Paw Bendixen, der er kommet fra Elite3000 Helsingør, fik de sidste 20 minutter.

 

 

Tekst & foto: Torkil Fosdal, FCK.DK