En rigtig herredyst
Det lå i kortene, at det ville blive et meget lige opgør mellem de to mandskaber, da FCK/KB tog imod Stenløse BK på Frederiksberg Idrætspark her til formiddag.
Af Jessica Schrøder
Startopstilling:
Kevin Bechmann Timm - Thomas Christiansen
Jacob Neestrup – Saban Ozdogan - Rasmus Würtz – Nicklas Kristensen
Mathias Gravesen – Bongamussa Mthethwa - Jacob Albrechtsen - Danni Jensen
Frederik Vang Larsen
Solen skinnede da spillerne løb på banen, og der var lagt op til en rigtig herredyst. Begge mandskaber havde brug for oprejsning efter de seneste par kampes skuffende resultater. Så begge hold lagde ud med godt presspil og højt tempo fra første fløjt.
Bedst fra start kom dog FCKs reserver, som fik kombineret sig gennem et lidt tungere Stenløse forsvar et par gange i kampens første halve time. Desværre manglede skarpheden i de sidste afleveringer og ikke mindst afslutninger, så derfor kom gæsterne foran i det 31. minut, da Danny Mirabel helt umarkeret kunne sætte et godt fladt spark ind udefra feltet bag keeper Frederik Vang Larsen.
FCK/KB kom dog hurtigt tilbage på sporet og fik allerede minuttet efter en stor chance, som var tæt på at overliste Stenløses målmand; Christian Amby – men til hans store held, blev bolden headet forbi.
Minuttet efter igen modtager en velspillende og tændt Thomas Christiansen et præcist indlæg fra venstrekanten i det lille felt, og kan nemt sende et fladt skud ind bag keeperen til udligningen. 1-1.
Efter udligningen kom Stenløse mere med i kampen og fik et godt overtag resten af halvlegen. Tempoet forblev højt og begge mandskaber stod godt til hinanden på banen og fik kæmpet om hver enkelt bold.
2. halvleg kom i gang
SAS ligareserverne kom bedst fra start og kunne allerede i det 48. minut bringe sig foran med 2-1 på endnu en scoring af den kølige forward; Thomas Christiansen. Denne gang modtog han en lang stikning og tog selv løbet mod mål. Stenløses keeper kom lidt for langt ud og Thomas Christiansen kunne sætte et faldt spark ind under ham. 2-1.
Det trak op til regn og lå i luften, at Stenløse ikke havde i sinde at tage fra Frederiksberg Idrætspark uden points i bagagen. Der blev kæmpet af alle mand og netop som regnen var brudt ud fik gæsterne udlignet. Lidt klumpspil foran KBs mål gjorde, at Frederik Vang Larsen ikke kunne komme til og udeholdets Lasse Nielsen kunne sætte en inderside på til 2-2.
Regnen tog til og intensiteten i kampen ligeså. Begge hold ville vinde og der blev kæmpet til sidste fløjt fra begge mandskaber. Dog fik de fremmødte frysende tilskuere ikke flere mål – og kampen endte med en fair pointdeling.
FCK/KBs Jacob Albrechtsen havde følgende kommentar efter kampen;
- Jeg synes vi får spillet bolden godt rundt i hele kampen og kommer frem til mange chancer. Desværre får vi ikke udnyttet dem ordentligt, og da vi så også sejler lidt defensivt, ender vi kun med det ene point, sagde Jacob og fortsatte:
- Det er desværre vores egen skyld, at vi ikke får alle tre i dag. Når vi spiller op til vores bedste, kan vi sagtens vinde over Stenløse – ja, faktisk slå de fleste hold i turneringen. Vi får jo scoret to mål i dag, men det er desværre ikke nok. Vi skulle have sat en enkelt mere ind i dag og taget sejren sluttede Jacob Albrechtsen til FCK.DK.
Følg SAS-ligareservernes sidste kamp inden vinterpausen, når de næste søndag møder Værløse på udebane kl. 13:30.
Foto: Jessica Schrøder, FCK.DK
Foto: Jessica Schrøder, FCK.DK