2-2 mod HB Køge i reserveligaen

F.C. Københavns reservehold spillede i eftermiddags 2-2 mod HB Køges reservehold efter at have ført 2-0 indtil et kvarter før tid på mål af Hjalte Nørregaard og Jesper Grønkjær. Udligningen faldt kort før tid, men set over kampen som helhed, var uafgjort  helt i orden, for gæsterne – der stillede med et rent 1. hold – pressede tungt på hele 2. halvleg og havde mange nærgående forsøg mod unge Lukas Scheel i FCK-målet, der længe holdt løverne inde i kampen.

 

Sjællænderne kom bedst fra start og havde en del skud fra distancen, der dog ikke sad inden for målrammen, men generelt var 1. halvleg en ret lige affære uden de helt store chancer til nogen af holdene. Grønkjær havde et godt ryk, hvor han snød 4-5 mand og lagde bolden til rette for Saban Özdogan, der dannede angrebsduo med Zohore i 1. halvleg, men hans skud blev tacklet. Senere havde Grønkjær også selv et godt lob efter at have snydt Martin Arlofelt ude på kanten, men Lars Bjerring i HB Køge-målet fik afværget.

 

Seks minutter før pausen kom F.C. København i front, da Kenneth Zohore kom højest til et frispark fra Thomas Delaney og headede bolden over Bjerring og på stolpen, men Hjalte Nørregaard var hurtigst på returbolden og sendte den i mål fra spids vinkel.

 

I pausen udgik kaptajn Nørregaard og overlod anførerbindet til Zanka , og i stedet kom prøvespilleren Ousmane Sarrr på banen. Også den unge U19-spiller, Kristoffer Remmer, udgik efter en fornuftig indsats og blev erstattet af U16-spilleren Thomas Pedersen i det centrale forsvar.

 

Gæsterne kom til at sidde på store dele af 2. halvleg, og kun et par glimrende redninger af Lukas Scheel holdt løverne inde i kampen. Zohore fik dog en god mulighed, da Claudemir spillede ham helt fri med Bjerring, men keeperen reddede godt i situationen. Zohore, der jo fik sin anden Superliga-optræden i går i Haderslev, blev kort udskiftet med Daniel Lindsten.

 

Med ca. 20 minutter igen fik hjemmeholdet fordoblet føringen, da  Zanka erobrede bolden på midten af banen, ført den frem af midteraksen og fandt Grønkjær i højre side af feltet, og han udplacerede iskoldt Lars Bjerring til 2-0. Men de fysisk stærke sjællændere lagde et tungt pres mod de københavnske reserver, og med et kvarter igen gik den ellers velspillende Scheel galt af en høj bold, så U20-landsholdsspilleren Simon Christoffersen kunne heade bolden i nettet.

 

Kort efter var Christoffersen igen på færde, men denne gang fik Scheel afværget hans lob, men HB Køge producerede flere kvalificerede chancer mod slutningen mod det væsentligt mindre sammenspillede og mindre erfarne FCK-mandskab, og 2 minutter før tid gav det bonus, da Bo Storm udnyttede en løs opdækning i feltet til at sparke udligningen fladt ind i det lange hjørne.

 

Matchfacts:

F.C. KØBENHAVN II-HB KØGE II  2-2 (1-0)
39.: 1-0 Hjalte Nørregaard
70.: 2-0 Jesper Grønkjær
76.: 2-1 Simon Makienok Christoffersen
88.: 2-2 Bo Storm
Ca. 200 tilskuere. Dommer: Lars Christoffersen

 

F.C. København: 41 Lukas Scheel – 29 Danni Jensen, 22 Christoffer Remmer (46.: 26 Thomas Pedersen), 25 Mathias Zanka Jørgensen, 19 Bryan Oviedo – 6 Claudemir, 4 Hjalte Nørregaard (46.: 23 Ousmane Sarr), 27 Thomas Delaney, 10 Jesper Grønkjær – 28 Saban Özdogan, 18 Kenneth Zohore (68.: 33 Daniel Lindsten). (Ikke benyttet: 31 Jakob Busk, 30 Morten Thomsen, 34 Andreas Baes)

 

Advarsler:  Danni Jensen, FCK (61. min.), samt Morten Nielsen (56. min.), Quincy Antipas (58. min.) Søren Nielsen (90. min.)

 

 

Oscar Wendt og Mikael Antonsson sidder ikke så tit på bænken, så de tog selv én med i dag

 

 

Bryan Oviedo i aktion

 

 

Johan Lange giver dessiner til spillerne i pausen

 

 

Daniel Lindsteen fik de sidste ca. 20 minutter i angrebet

 

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK