4 citater fra dagen før dagen
Det var en spændt og veloplagt Johan Wiland, der mødte pressen og FCK.DK’s udsendte inden dagens træning på Camp Nou.
- Mavefornemmelsen er god, men det er nok ikke rigtig gået op for mig, hvor stort det er, at vi skal møde Barcelona i morgen. Det sker nok først, når jeg ligger hovedet på puden i aften. Men under alle omstændigheder er det noget jeg glæder mig helt vildt til. Vi skal egentlig gøre det samme som vi plejer, bare lidt bedre…
Og så har jeg hørt at der er 7.000 danskere med hernede. Det er unikt, og noget vi er meget glade for. Vi spiller for dem i morgen!
Anfører William Kvist kunne afsløre, at det ikke er første gang, han sætter sine ben på Camp Nou:
- Jeg har stået her som turist, da jeg var 12 år, så det er jo fantastisk at stå her som spiller. Vi har et rigtig godt flow i øjeblikket og har været solide over lang tid, så selvtilliden er i orden. Men i morgen skal vi nok ikke regne med at have bolden så meget som vi plejer…
Oscar Wendt har også glædet sig til at løbe ind på Camp Nou lige siden lodtrækningen:
- Ja, selvfølgelig, det er et af de steder, man allerhelst vil spille i hele verden. Men vi ved godt, at vi møder et hold på et niveau, som vi måske ikke har mødt før, men vi må bare tage det som det kommer.
Jesper Grønkjær har tidligere optrådt på Camp Nou, da han repræsenterede Atletico Madrid, hvor han tilmed var med til at besejre catalanerne med 2-0. Så F.C. Købenahvns rutinerede nummer 10 ved hvordan der hentes point på Camp Nou.
- Vi kom foran i starten i kampen, og var helt vildt pressede, lige indtil vi scorede det andet mål i overtiden. Med F.C. København er vi her på en mission, og det er at vise Danmark, hvad vi kan. Om det er nok til at få point er svært at sige, for vi møder verdens måske bedste hold. Det er fodboldens tempel det her, og det bliver en kæmpe oplevelse.
Fotos: Sportsagency.dk / Lars Rønbøg