FCK besejrede OB med 1-0 i reserveligaen

FCK besejrede OB med 1-0 i reserveligaen

F.C. København besejrede i dag OB i reserveholdsturneringen med 1-0. Målet blev sat ind i første halvleg af Cesar Santin efter et hjørnespark. Sejren var målt på spil og chancer fortjent og de tre point til løverne betyder, at FCK’s reserver nu indtager førstepladsen i rækken foran netop dagens modstander. Der var chancer til flere københavner-kasser, men både Santin og Hooiveld måtte se deres forsøg prelle af på træværket.

F.C. København indledte kampen en anelse bedre end de fynske gæster, men det var nu ordet jævnbyrdighed, der mest prægede kampens første tyve minutter. Det blev der dog lavet om på i resten af halvlegen, og startskuddet til dette var en kæmpe chance til Santin. Et godt opspil i venstre side endte med en tværpasning fra Absalonsen til Santin, der desværre brændte i fri position fem meter fra målstregen.

Et kvarter senere var Santin igen på spil. En skarp pasning ned gennem midten af Claudemir endte hos landsmanden Santin, der med et snævert træk rundede sin oppasser. På kanten af feltet sendte Superliga-topscoreren sin afslutning mod mål, desværre blot for at se bolden tage den ene opstander.

Heldigvis rettede den vævre brasilianer selv op på de store afbrændere, da tredje gang viste sig at være lykkens gang. Et hjørnespark fra Bengtsson blev således med fem minutter tilbage af halvlegen forlænget af unge Christoffer Remmer, og inde foran mål headede Santin nemt bolden i kassen. Oplæggeren Remmer spillede i det hele taget en solid kamp i defensiven, ligesom han udgjorde en trussel, de gange han bevægede sig med frem.

Føringen var fortjent og blot et minut senere burde det være blevet 2-0, men Martin Bergvold fik slet ikke ordentlig ramt på Claudemirs ellers fine frispilning.

Pausen benyttede Ståle til at skifte Santin ud med garderhøje Andreas Cornelius. Den unge angriber gjorde det fint og fyldte en del. Dog kom han ikke til så mange chancer, men det skyldtes også at københavnerne lod OB’erne komme bedre med i anden halvleg.

Det resulterede i tre rimelige OB-chancer i det første kvarter af anden halvleg, men Kim Christensen pillede uden de store dikkedarer de fynske muligheder ned.

Så var der anderledes farlighed over den næste FCK-chance, der var signeret Jos Hooiveld. Den lange hollænder var sneget med frem på et hjørnespark og med pandebrasken var scoren tæt på at blive fordoblet men tværribben stod i vejen.

Halvvejs inde i halvlegen foretog Ståle Solbakken en tre-dobbelt udskiftning. Ud gik Claudemir, Grønkjær og TK, mens Lasse Lindbjerg, Mikael Vukicevic og Tim Risvig entrerede banen.
Det gav en masse omrokeringer og spillet kom ikke helt til at flyde efter dette. Heller ikke OB formåede dog at komme til ret meget, og det var faktisk Tim Risvig på et godt indlæg fra Danni Jensen, der var tættest på at score i kampens afsluttende fase.

Dermed blev det fortjent til 1-0 og på denne baggrund indtager københavnerne nu førstepladsen i reserveligaens slutspil.

Matchfacts:

F.C. KØBENHAVN-OB 1-0 (1-0)
39.: Cesar Santin
100 tilskuere.

F.C. København: Kim Christensen - Danni Jensen, Christoffer Remmer, Jos Hooiveld, Pierre Bengtsson – Claudemir (66. Lasse Lindbjerg), Thomas Kristensen (anf.) (66. Mikael Vukicevic), Martin Bergvold, Jesper Grønkjær (66. Tim Risvig) - Cesar Santin (45. Andreas Cornelius), Johan Absalonsen.



Cornelius fik 45 minutter mod OB. Foto: FCK.DK


Intet undgår Ståles skarpe blik. Foto: FCK.DK



Claudemir fylder depoterne op. Foto: FCK.DK