Reserve-sejr over Brøndby IF

I dagens reserveholdskamp sejrede F.C. København over Brøndby IF med 2-1. Begge FCK-mål blev sat ind af Álvaro Santos, der nu har scoret seks mål i to reserveholdskampe! Ruben Bagger udlignede for Brøndby IF.

F.C. København stillede om som følger:

Gall
Hestehave - Tobiasen - Thomassen - Marcher
Brandrup - Bertolt - Røll - Fredgaard
Bech - Álvaro

Reserver: Thomas Villadsen, Alvaro Diaz, Nicolai Hansen

F.C. København bragte sig allerede foran i det syvende minut ved Álvaro Santos. Stillingen holdt til pause, men burde være blevet udbygget i de første 45 minutter, da såvel Jesper Bech, Carsten Fredgaard og Álvaro burde have fået netmaskerne til at blafre igen.

Begge hold gik til stålet, og der var ikke decideret spilovertag til hverken F.C. København eller Brøndby. På chancesiden var det dog en kamp i klart FCK-favør.

Ruben Bagger fik udlignet midt i anden halvleg på et hovedstød. Bagger stod helt blank ved bagerste stolpe og Benny Gall kunne intet stille op i målet.

I anden halvleg blev det mere lige rent chancemæssigt. Carsten Fredgaard havde et par gode raids på venstrekanten og kunne godt have scoret. Bech var heller ikke heldig med sine afslutninger i dag, men spillede generelt en god kamp i angrebet.

Hos Byens Hold brillerede blandt andet Jeppe Brandrup med mange gode aktioner på højrekanten - både offensivt og defensivt. Sammen med Álvaro var han nok bedste FCK'er i dag.

Og netop Álvaro kunne fortjent bringe Byens Hold foran 2-1 i slutminutterne på et godt angreb startet af Brandrup, spillet videre af Bech og afsluttet af Álvaro.

Godt 300 tilskuere overværede kampen på KB's Bane 1, og efter de 90 minutter kunne dommeren fløjte af med resultatet 2-1 til F.C. København.