Sådan bruges TV-billederne på tirsdag

Tirsdag 15. oktober skaber F.C. København og Brøndby IF sammen med
Viasat og dommerstanden fodbold-historie. For første gang vil dommeren i en
fodboldkamp i Danmark nemlig få mulighed for at bruge TV-billeder til at
dømme ud fra. Målet er at finde ud af, hvordan det kan gøres bedst - uden at
det samtidig går udover den levende afvikling af en fodboldkamp.

Testen foregår under kampen i Parken i København på tirsdag, hvor FCKs 2.
hold skal møde Brøndbys ditto i "Reserveholdsturneringen" for SAS Ligaens
klubber. Turneringen slutter midt i november og evt. advarsler eller
udvisninger i denne turnering tages ikke med i SAS Ligaens regnskab etc.
Kampen sendes på Viasat Sport tirsdag aften.

Repræsentanter fra de to klubber, Torben Storm fra FCK og Kim Vilfort fra
BIF, Onsides redaktør Jakob Kjeldbjerg samt dommer Kim Milton har aftalt
nedenstående ramme omkring kampen:

1: De to klubbers trænere har hver to "time outs" pr. halvleg. (De markerer
til 4. official, som ved næste stop i spil, giver tegn til dommeren, der
efterfølgende tjekker situation på monitor ved midterlinjen)

2: 4.official følger konstant kampen på monitor ved midterlinjen. Denne
official kan til enhver tid henstille til dommer om at gennemse en given
situation.

3: Dommeren kan til enhver tid stoppe spillet og gennemse en netop afviklet
situation.

4: Der findes ingen sanktionsmuligheder, når spillet er sat i gang igen.

5: Dommeren bestemmer suverænt og dommerens skøn er afgørende i alle
tvivlsspørgsmål under afvikling af dette TV-forsøg.

Desuden er det aftalt, at "Time outs" og øvrige situationer, hvor
TV-billederne bliver benyttet, vil blive holdt indenfor 1 1/2 minuts
varighed. For at begrænse den endelige afviklingstid af opgøret skal det
nævnes, at:

A: De to klubber er indstillet på at begrænse udskiftningsmuligheder til SAS
Liga-systemet.
B: De to klubber er indstillet på at holde 10 minutter pause i stedet for de
normale 15 minutter.
C: Den danske sportskanal Viasat Sport sørger for TV-produktionen, herunder
"off side kameraer" og monitor ved midterlinjen.
D: Seerne kan følge med i forsøget på Viasat Sport kl. 17.15, hvor kampen
sendes.
E: Alle parter er indstillede på at deltage i en debat om forsøget både før
og efter kampen.

"Det er meget spændende at se, hvordan dette vil virke i en intens kamp.
Ikke mindst bliver vores evaluering efter kampen interessant - og Onside er
ganske sikre på, at klubberne, dommerstanden og det producerende tv-selskab
nok skal finde frem til en god model. Målet er naturligvis at finde
standarden for brugen af tv-billeder midt i en kamp, så man fremover kan
undgå graverende dommerfejl. Og så sigter alle parter også efter at få
afprøvet, om man kan gennemføre dette forsøg uden at en fodboldkamp skal
ende med at blive en konstant diskussion om enkelte begivenheder og uden at
publikum, spillere og trænere konstant skal vente på et gennemsyn af
tv-billeder, siger Onsides redaktør Jakob Kjeldbjerg.