Zanka før Leverkusen: Jeg tror på det
18/08 2014 10:55
Mathias ’Zanka’ Jørgensen er fortrøstningsfuld før morgendagens playoff-opgør i Telia Parken mod tyske Bayer Leverkusen.
- Hvis vi spiller, som vi spillede hjemme mod Dnipro, så mener jeg bestemt, at vi har en chance. Så tror jeg på det. For hvad havde de af chancer i hele kampen? En? Men det kræver, at vi står fokuseret og spiller med stort overblik og disciplin, siger Mathias ’Zanka’, der finder sin optimisme i den gejst, holdet har vist indtil videre i de europæiske kampe.
- Jeg synes, at vores trup står stærkt mentalt. Vi har en masse spillere, der er sultne efter at spille sådan en kamp. Vi har i vores europæiske kampe haft en rigtig god forståelse for, hvordan de her kampe skal spilles. Vi trives godt i den nerve, som opgørene har. Og det er ret imponerende, synes jeg, siger Zanka, der samtidig lufter sine tanker omkring, hvad et ønskeresultat af opgøret i morgen mod Leverkusen kunne være.
- Allerhelst ville jeg jo gerne vinde 8-0. Men det er jo nok ikke så realistisk. Et rigtig godt udgangspunkt før returkampen vil være, hvis vi spillede os til en sejr – uden, at Leverkusen formår at score mod os. Det ville være perfekt for os, siger Zanka.
Kampen i morgen i Telia Parken fløjtes i gang klokken 20.45.
I forbindelse med kampen kan du desuden i vores gratis online kampprogram, som alle på stadion har adgang til, læse et længere interview med Zanka, hvor han mindes sidst, han stod i playoff-kampe til UEFA Champions League.