Martin Pusic

5-2 over Brøndbys reserver

Den udsatte reserveliga-kamp var henlagt til en øde og vindblæst - og i dag også regnvåd - bane 27 helt nede ved den store motorvejs-sammenfletning ved Brøndby Strand, og da der ikke var et omklædningsrum el.lign. i miles omkreds (medmindre man kendte nogen i Haveforeningen Lillegården) klædte vores spillere om hjemmefra og kørte direkte til grøftekanten på Brøndbyøster Boulevard, så man kun skulle gå et lille stykke af en mudret hjulspor for at komme hen til banen.

Garvede reserveliga-entusiaster vil dog vide, at det ikke er usædvanligt med kampe i sådanne omgivelser. Som når Midtjylland fx spiller i Tulstrup nord for Ikast, eller da vi mødte AaB på Nibe Boldklubs baner. Forskellen er dog, at dengang var der meget længere hjem!

Vejret var som sagt koldt, blæsende og regnfuldt, men der var stadig plads til en tør bemærkning fra sidelinien: "Det er kun en forsmag på Haderslev og Moskva..." - og det kan der jo være noget om! Derimod må vi nok forvente noget skrappere modstand de kommende uger, end værterne stillede op med i dag, hvor det var førsteholds-reserverne Bellot, Arndal, Juel-Andersen, Mensah og Blazek suppleret med seks U19-spillere - og en blanding af U19 og U17 på bænken.

Selv om vi manglede en håndfuld landsholdsspillere, overmatchede vi klart Brøndby, og det kom også til udtryk ved stillingen 0-4 efter en god halv times spil.

Martin Pusic
Pusics målnæse fornægter sig ikke - tre kasser i dagens opgør

Pusic lagde ud med det første af i alt tre mål, da han efter fem minutter enkelt kunne ekspedere et Pierre Bengtsson-hjørne over stregen, som forsvaret var gået helt galt af - og set gennem jeres udsendtes duggede brilleglas var det lige før hjørnet var sejlet ind under alle omstændigheder.

Det gjorde Pierres frispark uden for feltet til gengæld i det 17. minut, da han præcist udplacerede Bellot og fordoblede føringen. Lidt efter scorede Pusic med hælen på endnu et Pierre-indlæg, men stod desværre offside inde foran. Han var tæt på igen kort efter, da han opsnappede en dårlig tilbagelægning, men prikkede bolden forbi. I stedet øgede Uros Matic på et fint langskud kort før den halve time, og lidt efter var Pusic på plads igen og scorede igen i tomt mål. Falk lavede et flot forarbejde i højre side, og Bellot halvklarede en afslutning fra Pavlovic, inden Pusic gjorde arbejdet færdigt.

Uros Matic
Den evigt arbejdende Uros Matic lynede også med venstrefoden

Brøndby havde et par afslutninger, især i kampens indledning, men de strøg forbi og endte ellers i Stephans handsker. Det var og blev dog en ulige kamp, men spillerne kunne se tilbage på en fin indsats i de første 45 minutter, hvor man ydede og leverede det man skulle under de givne omstændigheder.

I pausen skiftede vi et halvt hold, og det brød lidt af rytmen, så indledningen på 2. halvleg blev mere ujævn, men Uros havde dog en god hovedstødschance til at øge til 5-0. Så gik det til gengæld lige pludselig stærkt! Med to scoringer på tre minutter, fik Brøndby reduceret, men ind imellem blev Pusic spillet helt fri og udplacerede Bellot, så stillingen efter et par hæsblæsende minutter var 2-5.

Benjamin Verbic
Verbic var én af ti spillere, der fik 45 minutter i benene

Kort efter hev Stephan to store redninger frem, og en Brøndby-spiller sparkede over tomt mål fra få meters afstand, og senere i kampen havde vi også gode tilbud til Vavro, Kusk og Pusic, men det blev ved de 5-2, efterhånden som regnen stilnede af og solen endda tittede frem over Vestegnen.

Man skulle være et skarn, hvis man ikke altid glæder sig over en sejr over Brøndby, men som træningskamp havde kampen begrænset værdi på grund af den store styrkeforskel.

Det ødelægger dog ikke indtrykket af et velmotiveret og engageret FCK-hold, der løste opgaven professionelt - og slap fra opgøret uden skrammer og skader.

Vi fører i øvrigt Reserveliga-gruppen nu på bedre målscore end Lyngby (der mangler én spillerunde), og vi er sikre på at blive nummer 1 eller 2 i gruppen. Det betyder, at vi og Lyngby mødes igen i foråret sammen med to hold fra hver af de to andre puljer.
 

Tirsdag den 14. november 2017, kl. 13.00 i Brøndby. Reserveliga.
BRØNDBY-F.C. KØBENHAVN 2-5 (0-4)
5.: 0-1 Martin Pusic
17.: 0-2 Pierre Bengtsson
26.: 0-3 Uros Matic
32.: 0-4 Martin Pusic
53.: 1-4 Jesper Lindstrøm
54.: 1-5 Martin Pusic
56.: 2-5 Magnus Warming
Dommer: Benjamin Villaume-Jantzen

1 Stephan Andersen - 2 Tom Høgli, 19 Denis Vavro, 27 Michael Lüftner (46.: 43 Rasmus Møller), 3 Pierre Bengtsson (46.: 46 Mathias Høst) – 33 Rasmus Falk (46.: 17 Kasper Kusk), 14 Nicolaj Thomsen, 8 Uros Matic, 24 Youssef Toutouh (46.: 32 Danny Amankwaa) – 23 Martin Pusic, 11 Andrija Pavlovic (46.: 7 Benjamin Verbic)

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen og 39 Nicklas Røjkjær