Jublende fans i Telia Parken

Facts før FCK-OB

Facts før søndagens kamp
Superligakampene mellem F.C. København og OB har budt på scoringer af fire teenagere. Rasmus Falk var iklædt OB-trøjen, da han 19 år og 288 dage gammel bragte OB foran i oktober 2011. Mål af Sölvi Ottesen og to gange César Santin sikrede os dog 3-1-sejren. De øvrige teenage-målscorere er Ulrik B. Pedersen (OB), Brandur Hendriksson og Andreas Cornelius.

Rúrik fylder rundt
Tillykke til den tidligere OB- og FCK-spiller Rúrik Gíslason, der fylder 30 i dag! I dag spiller han for SV Sandhausen i den tyske 2. Bundesliga.

10-0 til OB i røde kort!
OB har fået 10 mand udvist i vores 83 indbyrdes kampe, mens vi aldrig har fået et rødt kort mod dem!

4-4 i selvmål
Hvert hold har lavet fire selvmål i de indbyrdes kampe. Hos os har Michael 'Mio' Nielsen, Michael Gravgaard, Johan Wiland og Zanka scoret i eget net, mens de fynske selvmål er tilskrevet Torben Sangild, Daniel Høegh, Lasse Nielsen og Frederik Tingager.

Yngste FCK'ere mod OB
Stefan K. Hansen var 17 år og 214 dage gammel, da vi tabte 1-2 til OB i maj 1996. Næstyngste er Zanka, der blot var én dag ældre i vores kamp i november 2007 - men han var mere tilfreds med resultatet, da vi vandt 2-1.

10 debutanter
Disse 10 FCK'ere har debuteret mod OB: Kenny Thorup (1995), Kenneth Perez (1995), Claus Nielsen (1996), Donatas Vencevicius (1999), Thomas Kjærbye (2000), Hjalte Nørregaard (2000), Thomas Myhre (2001), Balázs Rabóczki (2003), Youssef Toutouh (2011) og Daniel Jensen (2013)

Fem år siden uafgjort
De seneste 13 kampe mod OB er endt med 10 FCK-sejre og tre OB-sejre - seneste uafgjorte var 1-1 i  april 2013, hvor Pierre Bengtsson i øvrigt scorede det første af sine 5 FCK-mål. Et af hans andre faldt også mod OB i 4-3-pokalsejren i efteråret 2013.

Flest kampe mod OB
William Kvist har spillet 22 OB-kampe, og kommer han på banen søndag tangerer han "rekorden", som Lønstrup og Hjalte p.t. deler med 23 hver.

Dommerne
Søndagens dommer er 37-årige Jakob Kehlet, og han har i løbet af sine 165 Superligakampe dømt os 34 gange. Fem af dem har været mod OB.

Linjedommere: Daniel R. Krogstrup Nørgaard og Henrik Sønderby
4. dommer: Benjamin Helm Svedborg

Karantæner
Peter Ankersen og OB's Kenneth Emil Petersen har karantæne.
Jan Gregus og Michael Lüftner får karantæne ved næste gule kort.

>> Se den samlede karantæneoversigt her på dbu.dk