Reserveliga: 2-3-nederlag i Farum
Efter københavnsk pauseføring på 2-0 i Farum, vendte hjemmeholdet kampen med tre scoringer i kampens sidste fjerdedel.
Vi kom rigtig godt fra start i den iskolde, men ellers pænt solbeskinnede Right To Dream Park, og allerede efter fem minutters spil fik vi en god dødbold-mulighed, da Carlo Holse blev nedlagt på kanten af FCN-feltet. Han tog selv sparket og sendte bolden i den røde mur.
Efter et kvarters tid endte et FCK-hjørne uden for feltet hos William Kvist, der tog chancen med et langskud, som FCN-keeper Peter Vindahl kun halvklarede ud til siden - og her stod Jacob Haahr og sparkede resolut returbolden fladt i netmaskerne.
Den kun 16-årige stopper, som tidligere på efteråret fik officiel debut i Viby-pokalkampen, fik i dag chancen ved siden af Sotte, men derudover stillede vi kun Superliga-spillere fra start. Nordsjællænderne havde tre akademi-spillere med fra start og var generelt overmatchet i de første 20-25 minutter, hvor Mikkel Rygaard og var ved at overliste Stephan med et frispark med kurs mod det lange hjørne.
Men på en hurtig kontra slog vi til på fornem vis, da Carlo Holse chippede bolden ind i feltet, hvor Jonas Wind fornemt helflugtede bolden i medløb over i det lange hjørne. En svær, men smuk detalje.
Resten af halvlegen overlod vi bolden meget til FCN, og mod slutningen satte vi os lidt unødigt under pres med nogle dumme boldtab, men Stephan tog de få forsøg, de sendte inden for målrammen, så vi kunne gå til pausen med en velfortjent 2-0-føring.
Efter pausen byttede Thomsen og Falk byttede plads, så sidstnævnte gik ud på venstrekanten, og vi lagde ud med ny energi og aggressivitet, der var lige ved kaste et tredje mål af sig. Falk strøg igennem på kanten, Jonas snittede indlægget videre, men en forsvarer nåede at afværge lige inden Kodro kunne nå at prikke bolden ind.
Kort før der var spillet en time ville Mads Roerslev meget gerne have haft straffe, da han mente han blev nedlagt ulovligt i FCN-feltet, men det mente dommeren ikke. Til gengæld fik Kodro frispark lidt efter, da han blev sparket ned uden for feltet, og Jonas Winds dødbold havde kurs mod det fjerne kryds, men blev rettet af til hjørne.
Herefter skiftede vi planmæssigt fire mand ud, og inden de nye unge fandt ind i rytmen på holdet, reducerede FCN. Den hurtige Atanga strøg igennem på kanten og spillede fladt på tværs, og Stephan var prisgivet, da Emeka Nnamani prikkede bolden ind fra nært hold.
Mohamed Daramy havde en udmærket afslutning, som en forsvarer rettede af til hjørne, og lidt efter fik vi yderligere tre hjørnespark i træk, men uden at det blev farligt i FCN-feltet.
Det gjorde det til gengæld i den anden, da hjemmeholdet lavede copy/paste på deres første mål: Atanga sprintede fri på kanten og fandt Nnamani inde foran: 2-2.
Og bare tre minutter efter svingede kampen helt over. Kodro blev tacklet lidt oppe på deres halvdel, og bolden gik lige op til Atanga, mens linjevogterens flag røg i vejret for offside - men dommeren mente (formentlig korrekt nok), at Kodro rørte bolden sidst, så han lod spillet fortsætte, og så røg Atanga-raketten afsted igen og udplacerede denne gang selv Stephan.
Nu var det pludselig os, der jagede en scoring, og det var lige-ved-og-næsten et par gange mod slutningen, men vi kom aldrig helt fri til den eller de afslutninger, der kunne have sikret point.
Næste reserveliga-opgave er allerede på mandag, hvor OB besøger Nummer 10 kl. 13.00.
MATCHFACTS
Tirsdag den 20. november 2018, kl. 13.00 på Right To Dream Park.
FC NORDSJÆLLAND-F.C. KØBENHAVN 3-2 (0-2)
17.: 0-1 Jacob Haahr
24.: 0-2 Jonas Wind
64.: 1-2 Emeka Nnamani
76.: 2-2 Emeka Nnamani
79.: 2-3 Isaac Atanga
Dommer: Jakob A. Sundberg
1 Stephan Andersen - 18 Mads Roerslev, 47 Jacob Haahr, 4 Sotirios Papagiannapoulous, 3 Pierre Bengtsson (62.: 40 Marcus Korang) - 26 Carlo Holse, 6 William Kvist (anf.), 33 Rasmus Falk (62.: 37 Felix Winther), 8 Nicolaj Thomsen (62.: 45 Tobias Pedersen) - 23 Jonas Wind (62.: 43 Mohamed Daramy), 11 Kenan Kodro
Ikke benyttet: 31 Frederik Ibsen, 39 Rasmus Møller og 46 Muamer Brajanac