Enkeltsalg af Malmö-billetter fra torsdag aften
Efter torsdagens hjemmekamp mod Dynamo Kiev åbner vi kl. 22 for enkeltsalg af billetter til vores sidste kamp i Europa League-gruppespillet mod Malmö FF, torsdag den 12. december, kl. 18.55.
Lige siden lodtrækningen har vi haft stor efterspørgsel på billetter til de tre hjemmekampe, og 18.240 tilskuere så Michael Santos afgøre den første hjemmekamp mod FC Lugano i september.
Alt tyder på, at vi bliver endnu flere mod Dynamo Kiev, og Malmö-kampen har hele tiden været den kamp, der var allerstørst interesse for - også fra den anden side af Øresund, så der er lagt op til et brag af en københavner-begivenhed.
Ikke mindst hvis kampen som forventet også bliver afgørende for, om vi skal have europæiske aftener i København eller i Malmö den 20. eller 27. februar.
Nedre Sektion 12 er for længst udsolgt, og vi håber, at vi også kan få fyldt godt op på Øvre Sektion 12, hvor der er billetter til kun 150 kr.