Kampreferat: Vi er kun halvvejs - håbet lever

Parken var proppet til bristepunktet på den første rigtige forårsdag i København, og der manglede kun et par hundrede tilskuere i at gøre det til vores bedst besøgte kamp i nyere tid.

Det var kun de ca. 2.000 Chelsea-fans, der kunne glæde sig over resultatet, men alle burde kunne glæde sig over en fantastisk stemning og en rigtig god præstation af et tændt og aggressivt F.C. København-hold i en formation, som gæsterne ikke havde forventet.

Neestrup & co. skelede nemlig til erfaringerne fra Man. City-kampene og valgte en 5-2-3 (eller 5-2-2-1, 5-4-1 eller 3-4-2-1, afhængigt af hvornår man fastfryser formationen):

Ramaj – Gocholeishvili (70.: Huescas), Diks (79.: Garananga), Pereira, Hatzidiakos, Meling (70.: Lopez) – Clem, Froholdt – Claesson (64.: Mattsson), Chiakha, Achouri (64.: Robert)

Chelsea stillede deres normale 4-2-3-1 og blandede erfarne og mindre erfarne: Sanchez – Chalobah, Adarabioyo, Badiashile (46.: Colwill), Gusto (25.: Cucurella) – Caicedo (46.: Fernández), James – George, Palmer (72.: Sanchez), Dewsbury-Hall – Mheuka (46.: Nkunku)

Fansene lagde et voldsomt tryk fra starten, og vi kvitterede ved at gå til den fra første fløjt. Efter få minutter så vi den første af mange hidsige bolderobringer fra de to maskinmestre, Clem og Froholdt, der med hver deres store talenter leverede et brag af en kamp mod kompetent Premier League-modstand.

Denne erobring førte endda til en blokeret Chiakha-afslutning og lidt efter en fornem Claesson-stikning til Meling, som fandt Achouri i feltet, men hans flade afslutning mod nærmeste stolpe voldte ikke problemer for Robert Sánchez, der fik chancen i målet i stedet for Filip Jørgensen.

Snart var Chelsea dog mest på bolden, men spillede den meget rundt uden rigtigt at forsøge noget, bortset fra et ufarligt Cole Palmer-langskud forbi mål.

I starten skulle de måske lige vænne sig til vores formation, men det burde jo ikke tage så lang tid, og kampbilledet var nogenlunde det samme hele 1. halvleg.

Midt i halvlegen blev Chelsea nødt til at udskifte Malo Gusto, som havde været i græsset 2-3 gange og ikke kunne fortsætte, så den normale venstre back, Marc Cucurella kom ind, og det svækkede dem ikke.

Lige efter udskiftningen kom Gocholeishvili til et fint indlæg fra højre, som blev clearet tæt under mål, inden Claesson nåede frem. 

Han og Achouri lå ikke derude, hvor vores kanter normalt ligger, men længere inde mod midten bag Chiakha som led i vores plan om at dæmme op for Chelsea tilbøjelighed til at kombinere sig op gennem midten.

Lidt efter den halve time slog Diant Ramaj en af sine lange, præcise afleveringer, denne gang til Meling. Han kombinerede med Achouri og slog et farligt indlæg ind foran, som forsvaret clearede ud i feltet til Clem, men han bragede den kæmpe skudchance over mål. 

Derfor var han måske lettet, da det viste sig, at Meling var offside, da han fik bolden tilbage fra Achouri, men det er vist ikke det, han påpeger her på billedet.

Der var gode takter, når vi kom frem i deres ende af banen, men var man kun ansat til at tælle skud på mål, så havde man ikke en travl aften.

Ud over Palmers langskud havde Chelsea heller ikke noget, før Tyrique George i halvlegens sidste tillægsminut headede ufarligt forbi.

Indtil da havde man ikke set meget til den 19-årige kant, og det gjaldt også den 17-årige frontløber, Shumaira Mheuka.

Engelsk trippeludskiftning i pausen
Maresca rystede da også posen i pausen og sendte tre spillere på banen fra den faste Premier League-stamme, Colwill for Badiashile i forsvaret, Enzo Fernández for Caicedo på central midt samt Nkunku for Mheuka, og Nkunku lagde sig ud til venstre, mens Tyrique George gik op foran.
 
Man nåede ikke at tænke ret meget over, om det ville ændre noget, før det ændrede noget: Nkunku kom forbi Gabriel ude på kanten, Cucurella strøg mod baglinjen og slog bolden fladt tilbage uden for feltet, hvor anfører Reece James trykkede af med en præcis, skruet inderside, der strøg i mål helt ude ved stolpen.

En kold dukkert efter den helt lige 1. halvleg, men også udtryk for en vis klasse, for det var deres første skud på mål.

Vi lod os ikke slå ud, og bare fire minutter senere var vi meget tæt på at bringe balance i regnskabet.

Meling fik bolden af Froholdt, trak ind i banen og så, at Claesson tog et godt løb i feltet og spillede ham helt fri. Svenskeren sparkede bolden fladt forbi Sánchez og i et splitsekund lignede det en udligning, men bolden tog indersiden af stolpen – og i stedet for at studse i benene på Chiakha, røg den hen til Sánchez.

Hvis der findes millimeter-retfærdighed, må der også være noget, der hedder millimeter-uretfærdighed…

Men heller ikke det slog os ud, og stærkt bakket op fra tribunerne fortsatte vi friskt og optimistisk med at jagte mulighederne, dog uden at komme til chancer.

Chelsea-offensiven anstrengte sig stadig ikke mere end højst nødvendigt, men da vi rundede en times spil overvejede de måske, om det alligevel ville være en god ide at udbygge føringen.

Fernández til 2-0
Først headede Cucurella tæt forbi fjerneste stolpe på en fin fremlægning fra Fernández, men var offside i situationen, og lidt efter havde Cole Palmer et godt langskud tæt forbi mål, inden de midt i halvlegen kom på 2-0. Og igen gjorde indskifterne udslaget:

Gocholeishvili mistede bolden til Cucurella og Nkunku ude i vores højre side, og sidstnævnte sendte Tyrique George til baglinjen, hvorfra han fandt den helt fri Fernández i feltet. Sådan en chance lader en verdensmester ikke gå fra sig, og Ramaj var chanceløs, da argentineren hamrede bolden i nettet.

Kort før havde vi udskiftet Claesson og Achouri med Mattsson og Robert, og efter målet kom Huescas og Lopez ind for Gocholeishvili og Meling. 

Et kvarter før tid stod Rasmus Falk klar til et længe ventet comeback, men planen blev ændret, da Diks vred om på anklen, så Garananga kom ind i stedet.

Gabriel-hovedstød holdt håbet i live
Da manglede der ti minutter plus det løse, og efter deres andet mål gik håbet om uafgjort selvfølgelig fra svært til sværere, men stadig ikke umuligt.

Vores jagt på det spinkle håb blev belønnet, da Robert fik frispark i venstre side, og Lopez slog en perfekt dødbold langt over i Chelsea-feltet. Gabriel timede sit løb bag forsvaret perfekt og pandede kraftfuldt bolden i netmaskerne, mens Sánchez sprællede forgæves oppe under overliggeren.

Under øredøvende jubel fra fansene hastede vi tilbage med fornyet tro på tingene, men også med et blik for, at 1-2 trods alt er mange gange værre end 1-3.

Derfor satsede vi ikke hovedløst frem ad banen i kampens afslutning, som blev intens og til tider hidsig med en del spilstop, hvor den bulgarske dommer Kabakov forsøgte at dæmpe gemytterne. Efter fansenes mening bidrog han selv ved at strø om sig med gule kort til vores spillere, når det så ud som om, at begge hold var lige gode – eller onde – om at skubbe, rive og flå i hinanden før og under dødbolde.

Vi fik dog slået nogle indlæg, men kom ikke noget til noget, der kunne give os det uafgjorte resultat, som ellers forekom rimeligt i forhold til chancefordelingen.

Vi kan glæde os over en stærk præstation mod en stærk modstander, som man mistænker for at have et gear mere, så det bliver ikke nemt på Stamford Bridge om en uge. 

Vi er kun halvvejs - håbet lever!