Giorgi Gocholeishvili

Pokalfokus på Viborg FF

For 17. gang er F.C. København nået til semifinalerne i pokalturneringen, og for første gang er Viborg FF den sidste forhindring før finalen.

Der er kickoff i Viborg torsdag kl. 19.30 og returkamp i Parken næste torsdag den 8. maj, kl. 19.00 - og den kamp kan du sikre dig plads til her på billet.fck.dk

I Superligaen slås Viborg med Silkeborg om syvendepladsen i Kvalifikationsspillet, og viborgenserne har ikke tabt siden vores seneste møde i Superligaen – det famøse opgør i sidste runde af Grundspillet, hvor vi smed en pauseføring på 2-0 og tabte 2-3.

Siden har Viborg flere gange vist comeback-kompetencen. Efter at have indledt Kvalifikationsspillet med 4-0 i Aalborg, så vendte de 0-1 til 2-1-sejre over både Sønderjyske og Silkeborg hjemme i Viborg. 

Siden spillede de 3-3 i Vejle på en udligning i 84. minut, spillede 1-1 mod Lyngby (hvor Lyngby dog udlignede et kvarter før tid) – og senest spillede Viborg 2-2 i Haderslev efter at være bagud 0-2 efter 11 minutter.

Karantæne
I 2-2-kampen mod Sønderjyske blev Serginho udvist, men den karantæne afsones i Superligaen. Torsdag afsoner Renato Junior til gengæld den anden af de to karantænedage, han fik for et direkte rødt kort tre minutter efter han kom på banen i Viborgs første pokalkvartfinale mod Brabrand.

Diant Ramaj har udstået sin karantæne i Superligaen, men ville under alle omstændigheder være spilleberettiget i pokalen.

Viborgs pokalhistorie
Viborg har været i seks semifinaler og gik kun én gang videre til finalen, som de til gengæld også vandt. Det var i 1999/2000, hvor de i semifinalerne slog Brøndby 1-0 både hjemme og ude og herefter også slog AaB 1-0 i finalen i Parken.

Det er klubbens hidtil eneste titel i divisions- og pokalturneringerne, og da det i år er 25 år siden, bliver pokalheltene behørigt fejret før vores kamp torsdag aften.

Viborgs to første semifinaler var i 80’erne som 2. divisionshold (datidens næstbedste række. I 82/83 tabte de til B1901 (u 0-4, h 1-0), og i 84/85 til Esbjerg på udebanemål (h 2-1, u 0-1)

Efter pokaltriumfen i 2000 nåede Viborg yderligere tre semifinaler:
2000/01 mod AB (u 0-1, h 0-0)
2002/03 mod FC Midtjylland (h 0-0, u 2-3)
2006/07 mod OB (u 2-1, h 0-2)

De to holds vej til årets semifinaler
Viborg:
1/16-finale: u 3-2 Middelfart efs & str. (1-1 ord. kamp, 2-2 efs)
1/8-finale: u 4-1 Næsby
1/4-finale: u 1-1 Brabrand
1/4-finale: h 6-0 Brabrand

FCK:
1/16-finale: u HB Køge 2-0
1/8-finale: u Sønderjyske 2-1
1/4-finale: u Kolding IF 3-1
1/4-finale: h Kolding IF 1-0

Indbyrdes statistik
Vi har mødt Viborg en enkelt gang i pokalen, hvor vi afgjorde en ganske lige kamp i de sidste 20 minutter på mål af Morten Bisgaard og Peter Møller. "Forsvaret var solidt, midtbanen energisk, og angriberne evigt lurende", lød vores korte sammenfatning i kampreferatet.

Den pokalsejr var vores første i Viborg, efter at vi vandt hele 7-2 i vores første besøg på et snedækket stadion i november 1993. 

Siden fulgte syv besøg uden sejr (U3, T4), men pokalsejren blev indledningen på en lang, god stime på 12 sejre og tre uafgjorte i 16 kampe - og kun et enkelt nederlag i 2004, hvor et “Gorica-traumatiseret” FCK-hold smed en 2-0-føring og tabte 2-3.

Men de seneste tre år har vi haft det svært og tabt tre af fire kampe i Viborg - efter hver gang at have været foran med henholdsvis 1-0 (tabt 2-4), 1-0 (tabt 1-2 på et sejrsmål i tillægstiden) og senest i marts 2-0 (tabt 2-3). Til gengæld vandt vi 2-1 den uforglemmelige maj-aften i 2023, hvor vi  kunne fejre guldet på vej hjem i bussen.