1-1 mod AaB i reserveholdsturneringen

1-1 mod AaB i reserveholdsturneringen

 

F.C. København indledte forårsturneringen for reservehold med at spille 1-1 mod AaB på Nummer 10 efter en kamp, som løverne dominerede klart hvad angår spil og chancer.

 

Johan Absalonsen fik for første gang mulighed for at spille ”rigtig” kamp efter hans skifte fra OB i vinterpausen, og han fik 90 minutter i benene som hængende angriber bag Kenneth Zohore. Fynboen leverede en udmærket indsats og var især før pausen pågående, udfordrende og aggressiv i nærkampene, men forståeligt nok betød den lange kamppause, at han efterhånden som kampen skred frem faldt ind og ud af spillet.

 

Hjemmeholdet satte tempoet i kampen fra begyndelsen, og Zohore havde allerede i de første 2-3 minutter et par udmærkede afslutningsforsøg. Løverne virkede klart hurtigere og bedre i boldomgangen, selv om gæsterne stillede med en hel del erfarne spillere med superliga-erfaring, bl.a. den hjemvendte Thomas Augustinussen, der dog ligesom Absalonsen virker et stykke fra topformen. Midtstopper Kenneth Emil Petersen måtte desværre udgå efter en halv times tid på grund af en forstrækning.

 

På det tidspunkt havde også Saban Özdogan og Pierre Bengtsson haft et par udmærkede forsøg mod mål, mens gæsternes U17-talent, Lucas Andersen, havde haft et skud lige i handskerne på Kim Christensen, der måtte anstrenge sig lidt mere, da Kayke trykkede af 10 minutter før pausen på AaB’s bedste afslutning i halvlegen.

 

Fem minutter efter pausen var et hjørne fra Daniel Christensen ved at overrumple Kim Christensen ved den forreste stolpe, men det var stadig københavnerne, der dominerede kampen, godt ført an af to gange Thomas, Kristensen og Delaney, på den centrale midtbane. Roser skal også uddeles til den unge Lasse Lindbjerg, der spillede klogt og solidt i det centrale midterforsvar med Jos Hooiveld ved sin side.

 

Efter at Absalonsen havde været tæt på at banke en løs bold i nettet efter et lumsk Bengtsson-hjørne, faldt den fortjente føringstræffer omsider i det 54. minut efter godt forarbejde af Delaney og TK. Sidstnævnte spillede Zohore flot fri i højre side af feltet, og med højrepoten sendte den store angriber bolden fladt forbi Nicolai Larsen i AaB-målet.

 

Kort efter måtte Larsen ud i fuld længde for at slå et godt Delaney-langskud til hjørne, men man fik aldrig det andet mål, der kunne lukke kampen, og i stedet kunne AaB udlignede med et kvarter igen, da de kombinerede sig godt og hurtigt gennem forsvarskæden, så Kayke kunne overliste Kim Christensen, da de stod ansigt til ansigt.

 

Zohore kunne dog have genskabt føringen tre minutter senere, da han blev spillet fornemt fri af indskiftede Danny Amankwaa, men denne gang fik Nicolai Larsen afværget. Syv minutter før tid fik Zohore en endnu større chance, da Kenn Hansen pegede på 11 meter-pletten efter Johan Absalonsen var blevet nedlagt i det kriminelle felt af Kasper Kusk, men han sendte det gyldne tilbud over mål.

 

Han gav dog ikke op, men kom et par minutter senere til endnu en stor chance, da han fik bolden midt i feltet af Amankwaa, brugte sin fysik til at holde sin oppasser fra fadet, men desværre sparkede lige forbi mål i en situation, hvor han nok skulle have spillet videre på tværs til den helt fri Delaney.

 

Men det blev ved de 1-1, og det kan nordjyderne nok være mest tilfredse med…

 

Matchfacts:

F.C. København-AaB 1-1 (0-0)
54.: 1-0 Kenneth Zohore
74.: 1-1 Kayke
50 tilskuere. Dommer: Kenn Hansen

 

F.C. København: Kim Christensen - Danni Jensen (74.: Danny Amankwaa), Lasse Lindbjerg, Jos Hooiveld, Pierre Bengtsson - Saban Özdogan, Thomas Kristensen (anf.), Thomas Delaney, Martin Bergvold - Johan Absalonsen, Kenneth Zohore

 

 

 Johan Absalonsen i aktion i FCK-trøjen for første gang

 

 

 Martin Bergvold sender et hovedstød afsted mod Nicolai Larsen i AaB-målet

 

 

 Thomas Delaney må bide i græsset efter en duel med Thomas Augustinussen

 

 

 En koncentreret Zohore i duel med "Augu"

 

 

 Pierre Bengtsson havde flere gode fremstød og indlæg fra venstrekanten

 

 

 Anfører Thomas Kristensen fyldte godt på den centrale midtbane sammen med Delaney

 

 

 

Det ligner en scoring, men det var ikke ved den lejlighed, Zohore fik bolden i netmaskerne

 

Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK