2-1 over AC Horsens i reserveligaen
F.C. Københavns reservehold besejrede her til eftermiddag AC Horsens' reserver med 2-1 på træningsanlægget på Jens Jessens Vej.
af Torkil Fosdal
Johan Absalonsen åbnede scoringen efter 5 minutter, da han fik en fremragende stikning i dybden fra Jos Hooiveld, og alene med Kenneth Stenild i Horsens-målet hamrede han bolden i netmaskerne.
Efter 24 minutter øgede Pierre Bengtsson direkte på frispark, efter Thomas Delaney var blevet nedlagt et stykke uden for AC Horsens-feltet. På det tidspunkt lignede det en forholdsvis let opgave for hjemmeholdet, men efterhånden kom gæsterne mere med i kampen uden dog at komme nærmere end et farligt hug fra Tonny Brochmann, der hvislede lige forbi Kim Christensens ene stolpe.
Men kort før pausen kom De Gule alligevel på tavlen, da Pierre Bengtsson nedlagde Brochmann i det kriminelle felt. Jimmy Mayasi levnede ikke Kim Christensen nogen chance fra 11 meter-pletten.
I pausen kom Morten Thomsen på banen i stedet for Lasse Lindbjerg, og Absalonsen gik ned på midtbanen. Herfra tog han efter få minutters spil et fornemt ryk i venstre side og fandt Saban Özdogan inde foran mål, og han burde have genskabt to måls-føringen, men afsluttede lige i benene på Stenild, så bolden strøg over mål.
Herefter var kampen ret lige, men efterhånden med et vist spilovertag til AC Horsens, som dog sjældent satte Kim Christensen på de store prøver, og i midterforsvaret regerede Jos Hooiveld ganske suverænt ved siden af Christoffer Remmer.
Midt i halvlegen resulterede endnu et flot Absalonson-ryk i en aflevering til Delaney, der trods en svær vinkel fik afsluttet på stolpen. Herefter kom Haydar Said ind i stedet for Andreas Cornelius, og Absalonsen gik igen op i angrebet.
Tyve minutter før tid lignede det også 3-1, da Saban trak godt ind fra højre og stak bolden præcis i feltet til Haydar Said, men alene med keeperen sendte han desværre bolden over mål.
Når man ikke kender sin besøgelsestid foran mål, risikerer man som bekendt, at det går galt i den anden ende, og det var da også lige ved og næsten flere gange, men østjyderne kom trods et vedvarende pres ikke frem til lige så store muligheder, og hjemmeholdet kunne til sidst køre den smalle sejr hjem og sikre sig den anden sejr af tre mulige her i forårs-slutspillet i reserveholdsligaen.
Om en uge gælder det OB, og den kamp spilles kl. 15 på Nummer 10.
Matchfacts:
F.C. KØBENHAVN-AC HORSENS 2-1 (2-1)
5.: 1-0 Johan Absalonsen
24.: 2-0 Pierre Bengtsson
44.: 2-1 Jimmy Mayasi, str.
75 tilskuere. Dommer: Thomas Kurt Nielsen
F.C. København: Kim Christensen - Danni Jensen, Christoffer Remmer, Jos Hooiveld, Pierre Bengtsson - Saban Özdogan, Lasse Lindbjerg (46.: Morten Thomsen), Thomas Delaney (anf.), Martin Bergvold - Johan Absalonsen, Andreas Cornelius (66.: Haydar Said)
Johan Absalonsen åbnede scoringen efter 5 minutter
Andreas Cornelius i duel med en AC Horsens-spiller
Anfører Thomas Delaney hægtes lige uden for feltet
Jos Hooiveld spillede en solid kamp i det centrale forsvar
Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK