Reserve-nederlag mod Lyngby
F.C. København måtte se se besejret af Lyngby BK i den sidste kamp i Reserveligaen i 2011. Bajram Fetai scorede for udeholdet, og derfor må F.C. København tage til takke med tredjepladsen i ligaen, der blev vundet af Brøndby IF foran HB Køge.
Der var klar sol og kølige temperaturer på Nummer 10, da F.C. Københavns reserver tog imod Lyngbys ditto. Vi havde bl.a. Kim Christensen, Pierre Bengtsson og Peter Larsson i start-11'eren, ligesom talenter som Danny Amankwaa og Lasse Lindbjerg begyndte kampen for løverne.
Lyngby stillede bl.a. med en gammel kending i skikkelse af Jeppe Brandrup samt førsteholdsspillerne Bajram Fetai, Peter Madsen og Patrick Mortensen.
Med en sejr kunne vi holde liv i håbet om en samlet andenplads i Reserveligaen Øst, men vi var afhængige af, at HB Køge på samme tid tabte til FC Nordsjælland. Det skulle dog vise sig, at vi havde nok at gøre med selv at levere det nødvendige resultat.
Allerede i det 8. minut kom Lyngby frem til en god chance, men anfører og målmand Kim Christensen var vågen og fik reddet forsøget til hjørne. Starten af kampen var præget af intenst spil. Begge hold formåede at komme til halve chancer, men den sidste præcision manglede i afslutningerne.
Stærkest i billedet i 1. halvleg stod Saban Özdogan, der viste godt overblik på midtbanen. Han havde flere gode aktioner, hvor han både formåede at erobre flere bolde og efterfølgende skille sig godt af med dem. Efter 38 minutter faldt kampens eneste mål, da Bajram Fetai blev spillet fri midt for mål og hamrede bolden forbi en chanceløs Kim Christensen.
I pausen blev Christian Gamboa og Pierre Bengtsson skiftet ud og erstattet af Casper Højer og Christoffer Remmer. Efter 55 minutter gik Danny Amankwaa ud og Tim Risvig kom ind.
2. halvleg blev ikke den store oplevelse for de cirka 50 fremmødte tilskuere. De kunne dog efter et kvarters spil se et godt skud fra Johan Absalonsen tvinge Lyngbys målmand til at give hjørne. Kort efter fik Bajram Fetai muligheden for at fordoble sin målhøst, da han formøblede en stor chance og på forunderlig vis skød bolden forbi Kim Christensens mål.
I det 75. minut havde Lyngby et hovedstød på overliggeren efter et hjørnespark, men herefter formåede vi at skabe sig et overtag i spillet. Peter Larsson var tæt på med et hovedstød, og Youssef Toutouh kunne med et fladt skud have skaffet udligningen. Desværre fik vi ikke noget ud af spilovertaget og måtte altså se os besejret af Lyngby.
Reserveligaen Øst: F.C. København – Lyngby BK 0-1 (0-1)
38.: 0-1 Bajram Fetai
F.C. København: Kim Christensen (anfører) - Christian Gamboa (46.: Christoffer Remmer), Lasse Lindbjerg, Peter Larsson, Pierre Bengtsson (46.: Casper Højer) - Youssef Toutouh, Martin Bergvold, Saban Özdogan, Johan Absalonsen - Kenneth Zohore, Danny Amankwaa (55.: Tim Risvig)
Ikke benyttet: Jakob Busk og Hakan Redzep