Vi skal tage kampen op

Søndag klokken 10.30 i Frederiksberg Idrætspark er der igen 2. division. Topholdet Glostrup kommer på besøg, og Benny Gall ser her frem mod søndagens kamp:

- Efter en flot start - ikke mindst resultatmæssigt - er vi kommet ned på jorden igen efter to nederlag og skuffende spil mod Stenløse og Holbæk. Spillerne havde en decideret off-day, da vi tabte 3-2 til Stenløse for to uger siden, mens jeg var mere bekymret efter vores 4-0 nederlag til Holbæk i sidste weekend. Vi var ikke klar til opgaven fra start og investerede ikke nok mod en god modstander, som fandt ud af, hvordan de kunne stresse os. Der var for mange af vores spillere, der meldte sig ud af kampen, når modstanderen gik lidt til den. Vi skal lære at smøge ærmerne op og arbejde hårdere, hvis vi ikke skal tabe flere kampe.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der ikke er mange hold i denne liga, som er bedre end os rent teknisk, men man vinder ikke altid kampe bare ved at havde bedre boldspillere, og det er vigtigt, at vi også har andre egenskaber at læne os op af, når spillet ikke kører optimalt.

- Vi får rigeligt at se til i dag mod Glostrup, som kun har tabt én af deres første fem kampe. De er en af favoritterne til oprykning til 1. division, og jeg forventer, at vi vil se en anden indstilling fra vores spillere. Det kunne godt gå hen og blive en fysisk hård kamp, men jeg regner med, at vi tager kampen op, og det er netop i disse opgør, at vi har mulighed for at vise, at vi er et hold, der mener det alvorligt.

- Vi skal ikke lave de samme fejl, som vi har gjort i de seneste to kampe - så bliver vi ikke bedre. Vores evne til at lære af vores fejl er nu afgørende. Vi har spillet to dårlige kampe og nu er det tid til at vi løfter niveauet igen.

Benny