Træning i solskin og sejr til FCK2

Solen skinnede fra en blå himmel over lørdagstræningen på træningsanlægget på Jens Jessens Vej, og Ståle Solbakken og træner-teamet kunne også glæde sig over, at de for første gang i to uger havde alle mand til disposition – bortset fra Dan Thomassen, der havde fået ”barselsorlov” for at tage til Italien, hvor han netop er blevet far til en lille søn. André Bergdølmo kunne som den eneste ikke spille med, da han endnu ikke er klar oven på den skade, der har holdt ham ude siden efteråret, så han løbetrænede for sig selv og håber at blive klar igen til foråret.

 

Ligalandsholdsspillerne var stødt til resten af truppen, der kom hjem fra La Manga i torsdags, men allerede i morgen forlader 8 danskere og svenskere truppen igen for at spille landskampe. Danmark møder Australien i London, og Mackan og Tobbe skal til Cairo og møde Egypten, mens Lasse Qvist skal med U21-landsholdet til uofficielt træningskamp i Holland.

 

Der var fuld fart og høj intensitet på de ca. 1½ times træning, og med en temperatur på omkring 10 grader manglede der næsten kun duften af græs for at komme i forårsstemning, Men det kommer nok først med i en senere generation af kunstgræs… I spillet til to mål var det især Hutch – der dannede angrebsduo med Ailton på det ene hold - der brillerede med 3 fine træffere, heraf et venstrebens-langskud helt oppe i det ene målhjørne, hvor selv Jesper Christiansen måtte opgive at nå op.

 

Niclas Jensen trænede med på ”hjemmebane” for første gang siden hans klubskifte fra Fulham, og målmandstræner Per Wind havde rigeligt at se til med hele fire keepere i aktion, idet den nye australske keeper Nathan Coe trænede med for første gang. Det var dog Jesper og Thomas Villadsen, der vogtede målene i spillet til to mål på halv bane, mens Benny Gall forberedte 2. holdet på en træningskamp mod svenske Höllviken. Her spillede bl.a. Laudrup, Özdogan, Qvist og Bertolt med, og FCK2 vandt 4-2 bl.a. på to mål af Qvist.

 

Mads Laudrup skal i øvrigt med U18-landsholdet om et par uger sammen med klubkammeraterne Fredrik Vang Larsen og Danni Jensen, mens Saban Özdogan får selskab på U17-landsholdet af Jacob Albrechtsen og Andreas Moos. De to ung-landshold skal i kamp den 20.-22. februar i henholdsvis Tyrkiet og Wales.

 

Når FCK-truppen igen er fuldtallig sidst på ugen, begynder opladningen til Royal League-opgøret mod Brøndby i PARKEN på næste søndag kl. 17.