Tæt kamp på Frederiksberg

Søndag formiddag tog FCK2/KB hjemme på en solbeskinnet Frederiksberg Idrætspark imod oprykkerne fra Skovlunde IF. Gæsterne, der kom til Frederiksberg med en sejr over Holbæk IF i bagagen, lå inden dagens opgør på en 10. plads i 2. Division Øst. Holdet havde blot vundet fem kampe i indeværende sæson, heriblandt en 2-1 sejr over FCK2/KB. Der var derfor lagt op til en kamp, hvor Løverne kunne revanchere sig for efterårets nederlag og samtidig øge antallet af ubesejrede kampe i træk til 13.

 

Af Mikkel Faartoft

Kampen startede meget jævnbyrdigt. Spillet bølgede frem og tilbage, og de to mandskaber formåede begge at komme frem til flere chancer. Farligt blev det dog først, da gæsternes Thomas Kronstrøm ti minutter inde i kampen fik sat panden på bolden kort fra målstregen, men til gæsternes store ærgrelse gik bolden lige over mål.

 

Godt fem minutter senere fik hjemmeholdets livlige og arbejdsomme Lasse Qvist en pæn hovedstødschance, der dog gik snært forbi Skovlunde-målet. Dette blev indledningen på et lille spilovertag til FCK2/KB, der efter gode kombinationer kom frem til flere chancer. Skovlunde stod dog godt defensivt og kunne således bryde københavnernes opspil og igangsætte en del kontraangreb, hvilket hurtigt neutraliserede FCK2/KB’s overtag.

 

Efter godt ti chancefattige minutter kom bolden i det 36. minut endelig i mål. Hjemmeholdets Morten Bertolt forlængede Lasse Qvists indlæg, der herved landede for fødderne af en helt fri Mathias Gravesen. Først blev gæsterne reddet af stolpen, hernæst af Skovlunde-målmanden Mads Holm, og da Mathias Gravesen i tredje forsøg efter et halvkikset skud fra Fosu Boateng fik banket bolden i mål, var det en korrekt offsidekendelse, der hindrede FCK2/KB i at bringe sig foran. Kampen var fortsat helt åben, og end ikke en fornem flugter fra Mads Laudrup kort før pausen formåede at ændre på dette.

 

FCK2/KB udviste fra starten af anden halvleg en mere aggressiv og offensiv betonet stil. Med øget pres på modstanderens boldholder og hurtigere kombinationer satte Løverne sig straks på kampen. Der gik da heller ikke mere end fire minutter, før en smart hjørnesparkskombination, hvor bolden blev trillet bagud til en helt fri Lasse Qvist, resulterede i et smukt langskudsmål.

 

Skovlunde IF viste dog straks, at de var kommet til Frederiksberg for at få point med hjem til Ballerup. Umiddelbart efter scoringen pressede gæsterne således på, hvilket gav FCK2/KB en hel del kontrachancer i modsatte ende. Disse blev ikke udnyttet, og i stedet gav gæsternes anstrengelser pote, idet et hovedstødsmål af Mark Petterson efter 60 minutter bragte balance i regnskabet.

 

Kampen var atter lige, og spillet foregik primært på midtbanen. Der var nu langt mellem chancerne i denne udskiftningsprægede periode. Men med et kvarter igen begyndte FCK2/KB at presse på, og blot fem minutter senere lykkedes det en udækket Morten Bertolt at sende hjemmeholdet på sejrskurs efter et langt indkast fra Lasse Qvist. Nu skulle Skovlunde atter op og score, hvis holdet ikke skulle vende tomhændet hjem. En belejring af Benny Galls straffesparksfelt forsøgtes derfor etableret, men det københavnske midtforsvar bestående af Jamil Fearrington og anfører Nikolaj Hansen holdt gæsterne fra fadet.

 

To minutter inde i dommer Philip Gojko Pilipovic’ overtid fik Kim Tandrup muligheden for at lukke kampen definitivt. Men den høje offensivspillers afslutning et godt stykke inde i Skovlunde-feltet gik over mål, og der var derfor fortsat spænding om kampens resultat. Minuttet senere fik Skovlunde frispark lige ud for det københavnske straffesparksfelt, og alle mand inklusiv målmanden Mads Holm pressede på i håbet om at omsætte kampens sidste mulighed til mål. Til størstedelen af de 328 fremmødte tilskueres glæde gik bolden forbi mål ved indskiftede Danny Eriksen, og FCK2/KB kunne således sætte alle tre point ind på kontoen.

 

- Jeg synes, at vi spillede for langsomt. Vores pasningsspil var ikke godt nok, vi stod ikke helt fast i nærkampene og vi vandt næsten ingen 2. bolde, så det var faktisk en rigtig dårlig kamp fra vores side i dag. Men vores styrke er så, at vi alligevel fik tre point, selvom vi spillede dårligt. Vi stod sammen som et hold, hvilket er positivt, sagde FCK2/KB-træner Benny Gall til FCK.DK efter kampen.


Startopstilling
Benny Gall
Mike Hansen, Jamil Fearrington, Nikolaj Hansen, Nicklas Svendsen
Jeppe Brandrup, Mads Laudrup, Morten Bertolt, Mathias Gravesen
Lasse Qvist, Fosu Boateng

 

Udskiftninger, FCK2/KB:
66. min.: Fosu Boateng ud – Kim Tandrup ind
79. min.: Mathias Gravesen ud – Jacob Neestrup ind

 

Kort:
42. min.: Gult kort, Benny Gall, FCK2/KB
56. min.: Gult kort, Marko Risimovic, Skovlunde IF
68. min.: Gult kort, Lasse Qvist, FCK2/KB