F.C. København mod spanske hold

En tur ”down memory lane” hvad angår F.C. København mod spanske hold.

Real Betis i 1997
Første gang F.C. København mødte et spansk hold i de europæiske turneringer var i oktober 1997. F.C. København deltog som pokalvindere i den hedengangne Cup Winners Cup, og efter at F.C. København havde slået FC Ararat Yerevan fra Armenien ud med sammenlagt 5-0, så ventede Real Betis.

Den første kamp blev spillet i Spanien, hvilket hjemmeholdet slap bedst fra, da de vandt kampen 2-0. I returkampen sørgede Peter Nielsen for tro på videre avancement, da han efter 60 minutter scorede til 1-0. Men selv om F.C. København havde flere chancer, og burde have scoret til 2-0, så endte det hele skuffende nok uafgjort, for i det 80 minut udlignede Urena fra Real Betis til 1-1.

RCD Mallorca i 2003
Seks år senenere stod F.C. København så atter overfor et spansk hold, denne gang i UEFA Cuppen. Det første opgør blev spillet i PARKEN. Martin Albrectsen scorede kampens første mål, det var desværre et selvmål – men kort efter dette mål, sørgede Alvaro Santos for udligningen til 1-1. Den føring holdt frem til et kvarter før tid, hvor Domingo N. Arbizu sørgede for en spansk sejr.

I returkampen kom F.C. København bagud efter en times spil, men selvom det blev et exit til turneringen, så fik Byens Hold et point med hjem, for tre minutter før tid udlignede Martin Albrechtsen til 1-1.

Club Atlético de Madrid i 2007
I efteråret 2007 missede F.C. København kvalifikationen til UEFA Champions League (til SL Benfica), men kom i UEFA Cuppens gruppespil efter at have slået franske RC Lens over to opgør.


Dengang bestod en gruppe af fem hold, og de fire modstandere skulle blot mødes en enkelt gang – enten ude eller hjemme. F.C. København mødte i den 3. kamp Club Atlético de Madrid hjemme i PARKEN. Den kamp slap spanierne bedst fra, for de vandt 2-0 på scoringer af Simão Sabrosa og Sergio Agüero.

Valencia CF i 2008
Efteråret 2008 bød på samme slags gruppespil i UEFA Cuppen for F.C. København, og endnu engang var der et spansk hold med i puljen, og endnu engang fik F.C. København point ud af anstrengelserne, denne gang i form af 1-1 på udebane mod Valencia CF. Fernando Morientes bragte Valencia CF foran efter en times spil, men fem minutter før sidste fløjt udlignede César Santin til 1-1.

FC Barcelona i 2010
De fleste husker nok de to kampe mod FC Barcelona fra UEFA Champions League i efteråret 2010. I Spanien blev det til den ventede favoritsejr til FC Barcelona, og ikke overraskende var det Lionel Messi der scorede begge mål i 2-0 sejren – det sidste mål blev dog først sat ind i kampens overtid.

13 dage senere leverede F.C. København så en pragtpræstation for øjnene af 37.049 tilskuere i PARKEN. Messi kom atter på måltavlen, men Claudemir sørgede for, at F.C. København for 4. gang ud af otte mulige fik point mod en spansk modstander.

Total stats mod spanske hold
Otte kampe mod spanske hold, fire nederlag, fire uafgjorte – alle fire uafgjorte er sluttet 1-1. Den sammenlagte målscore i de otte kampe er 6-12.