De første sydamerikanere

De første sydamerikanere

Hvis man vil klikke på Delaney i statistik-sektionen på FCK.DK og rammer lidt forkert med musen, så kommer man til Delgado… Delgado? Hvem Delgado? ”Historietimen” på FCK.DK bringer svaret gennem en tidsrejse, der begynder i Spjald den 2. juli 2002!

Spjald med sine lidt over 1.000 indbyggere ligger en halv times kørsel vest for Herning, og denne halvkolde juliaften dannede det lokale stadion rammen om en træningskamp mellem F.C. København og Viborg FF. Med i FCK-truppen var den 29-årige argentinske landsholdsangriber Marcelo Delgado.

TIPS-bladet bragte i sin fredagsudgave en længere artikel om Marcelo Delgado



Delgado spillede til daglig i Boca Juniors, med hvem han havde vundet både mesterskabet og Copa Libertadores. Desuden havde han en lille snes A-landskampe på CV’et, og han vandt OL-sølv i USA i 1996 og var med til VM i Frankrig i 1988. Den slags får man trods alt ikke forærende i Maradonas hjemland, men ellers var der ganske meget til salg i den stærkt gældsplagede nation. Netop de økonomiske forhold var vist også baggrunden for, at familien Delgado havde besluttet at prøve lykken i europæisk fodbold. Og hvad var så mere nærliggende end at tage til Vingstedcentret mellem Vejle og Billund, hvor Byens Hold var på sommer-træningslejr…

På en småkold sommeraften for øjnene af et par hundrede tilskuere gjorde han ikke noget specielt indtryk i angrebet, men leverede dog varen ved fem minutter før tid at udligne til slutresultatet 1-1. To dage senere fik han også spilletid i en testkamp mod Næsbjerg/RUI, men uden at komme på tavlen i den københavnske 4-2-sejr.

Det blev dog ikke til en kontrakt, for ifølge daværende sportsdirektør Niels Chr. Holmstrøm passede Delgados spillestil – kantspiller i en 4-3-3 – ikke godt nok til klubbens 4-4-2-system. Det kan godt undre, at det heller ikke lykkedes ham at finde andre interesserede klubber i Europa, men han vendte i stedet tilbage til River Plate og vandt nye titler, inden han sluttede karrieren i Barcelona. Nej, ikke den Barcelona, men topklubben Barcelona SC i Equador… Det seneste rygte, vi har kunnet google os frem til, er dog, at Delgado som 40-årig gjorde comeback for For Ever i den argentinske amatørrække Platense League… og i en klub med dét navn, bør man jo kunne blive ved længe!

Ikke den første sydamerikaner
Delgado var dog heller ikke det første sydamerikanske islæt i klubben - og den brasilianske ”æra” blev først indledt i efteråret 2003 med Álvaro Santos' ankomst. Allerede i maj 2002 deltog vi efter sæsonafslutningen i en venskabsturnering i Sevilla, og her manglede der en venstre back, da den faste venstre back gennem hele foråret, Peter Christiansen, var blevet skadet.



For ikke kun at rejse derned med den unge og uerfarne Peter Hansen, og da truppen i forvejen var ramt af en del afbud, valgte vi at låne den argentinske venstre back Diego Cogliandro. Han kom fra Buenos Aires-klubben Argentinos Juniors, der nok er mest kendt for at være Diego Maradonas første klub. 

Men det var nok meget godt at have en ekstra ressource med til Sevilla, for udover PC’s skade, så forberedte Christian Poulsen, Kihlstedt, Antonelius og Zuma sig til VM i Sydkorea/Japan med deres respektive landshold. Desuden væltede skader ind over truppen under turneringen i Sevilla, så til den afsluttende finale mod Sevilla optrådte Peter Hansen og Cogliandro på hver sin back med Pascal Simpson i midterforsvaret ved siden af Martin Albrechtsen…  og det endte med et 0-5-nederlag...

Trods spilletid i alle tre kampe (vi slog undervejs Frankfurt og Chievo), blev det ikke til nogen aftale med Cogliandro, der i stedet skrev kontrakt med Arsenal. Nej, ikke den Arsenal, men Arsenal FC i Argentina…

Elrios legendariske debut
Vi tager lige historien om Peter Hansen med, for han er en af mange talenter, som har været lige-ved-og-næsten, men aldrig nåede en officiel førsteholdskamp for F.C. København. Det tætteste han kom var en plads på bænken i en Superliga-kamp, men det var til gengæld ikke hvilken som helst kamp – det var den legendariske Elrio-kamp mod AaB i foråret 2004, hvor vi SKULLE bruge point for at hænge på i kampen om guldet. Men AaB førte 1-0, da Hans Backe i det 86. minut gav den lille sydafrikaner debut – og i dommerens tillægstid kvitterede han for tilliden og udlignede til 1-1! Resten er historie – ugen efter vandt vi 4-2 i Farum, og guldet var hjemme.

Som sagt så den talentfulde fynbo, som oprindeligt kom fra B 1913, til fra bænken ved den lejlighed, og han var i et par år fast medlem af førsteholdstruppen med rygnummer 29, men efter 2003-04-sæsonen skiftede han til Herfølge efter forinden at have været tæt på en kontrakt med IFK Norrköping.

Elrio van Heerden fejrer sin supervigtige udligning mod AaB