FCK.DK
Selvtilliden er i orden
17/10 2016 20:26
Mandag aften trænede F.C. København på King Power Stadium – eller Leicester Stadium i UEFA’s terminologi. Men ligegyldigt hvad stadion kaldes, er det et pænt og moderne stadion, og det er blot 14 år siden, at stadion blev taget i brug op til sæsonen 2002/03.
Inden træningen gik i gang på King Power Stadium, var der pressemøde.
Her var Thomas Delaney den første til at svare, og han satte blandt andet disse ord på morgendagens kamp:
- Vi går ind til den her kamp med selvtilliden i orden. Vi har fået løftet lidt af vægten fra vores skuldre takket være vores gode start, for det er gået bedre end vi havde håbet på. Men kampen i morgen er ikke en gratis kamp, vi skal levere varen – o selvom det er en kamp, hvor vi måske ikke behøver point, så tror vi på det, og vi tror på, at leverer vi som hold – har vi også en chance mod Leicester på trods af, at de måske nok har bedre spillere end os. Vi tror i hvert fald på, at vi kan levere et godt resultat.
Efter at Delaney havde haft ordet, forsvandt han ned til opvarmning og træning, og de efterfølgende spørgsmål gik derfor til Ståle Solbakken. Ståle indledte med at sige:
- Jeg vil mene, at nøglen til succes for F.C. København er, at vi kan være så meget FCK som muligt, og at vi kan stå imod i hele kampen – altså det samme som vi så i udekampen mod FC Porto. Her kom Porto flyvende ud fra første fløjt, og for os gælder det så om, at vi så hurtigt som muligt får kampen til at sætte sig – og derfra skaber en mere lige kamp.
- Men vi skal passe på, for vi ved at Leicester er et hold med masser af individuel kvalitet – og jeg vil ikke sætte navn på, hvem af deres angribere der er farligst. Men vi skal også holde øje med Drinkwater, han er god på midten og får slået en masse kloge afleveringer – så vi skal passe på, at han ikke kommer til at diktere kampen.
Ståle Solbakken blev spurgt ind til hans trænertid i Wolverhampton, og sluttede af med at konstatere, at han ikke kommer her for at få revanche – faktisk er det Leicester der har revanche til gode, i og med at Ståles Wolverhampton slog Leicester med 2-1.
Efter pressemødet med Ståle Solbakken og Thomas Delaney fik FCK.DK et par ord om kampen fra en række af spillerne i løbet af det 15 minutter lange ”mixed zone”.
Erik Johansson
- Jeg tror vi kommer til at spille en god kamp. Vi er vel forberedte, drengene er klar og vi har en god følelse. Det er selvfølgelig svært at vide, hvordan kampen kommer til at udvikle sig, men gør vi de ting, vi har øvet os på i træningen, har vi en god mulighed for at levere en fint resultat.
Benjamin Verbic
- Efter sejren over Silkeborg IF går vi ind til kampen mod Leicester med selvtilliden i orden, og vi er klar til morgendagens kamp. Vi ved, at vi – som i kampen mod Porto – skal være kompakte i defensiven, og så håbe på, at vi kan udnytte de chancer vi selv får. Leicester spiller dog en lidt anden typen fodbold end Porto, så boldfordelingen bliver nok mere 50/50. Men vi skal passe på deres omstillinger, for vi ved at spillere som fx Vardy kan være meget farlige.
Jan Gregus
- Jeg håber selvfølgelig på, at vi spiller en god kamp. Vi ved også, at Leicester er gode – de har trods alt vundet Premier League – men vi ved hvad vi kan forvente. Derfor gælder det om at være kompakte og håbe på, at vi selv kommer frem til en række chancer, og så får udnyttet nogle af dem. Alle former for point i morgen vil være fint, men vi kommer her til Leicester for at vinde.
Rasmus Falk
- Porto og Leicester er naturligvis favoritterne i vores gruppe, men vi tror på, at vi kan drille dem – og vi tror på, at vi kan skabe et godt resultat.
Andreas Cornelius
- Jeg tror ikke, vi skal ligge så meget i, at Leicester har haft problemer i Premier League. For det er et godt hold, og der er jo ingen tvivl om, at havde de spillet i Superligaen, havde de vundet mange kampe. Men vi går ind til kampen med selvtilliden i orden, vi har ikke tabt i hverken Superligaen eller Europa, vi er sikre i vores spil og har ikke givet meget væk. Så vi tror på vores koncept, også selvom det ikke altid er sprudlende. Vi skal undgå at spille efter deres præmisser, altså meget hurtigt frem og tilbage, og så gælder det om at være gode rent taktisk.
Hvordan det går får vi at se imorgen aften. Der er kickoff på King Power Stadium klokken 1945 lokal engelsk tid, eller klokken 2045 hjemme i de danske stuer.