Ankersen: Gerne afgøre noget tidligere
Lørdag eftermiddag er vi klar til den tredje kamp på seks dage, når AC Horsens kommer til Telia Parken, og ligesom i onsdags tyder det på, at vi får rigtig fint fodboldvejr. Spørgsmålet er, om vi får en lige så spændende fodboldkamp?
"Det håber jeg da ikke, forstået på den måde, at vi gerne skulle sikre sejren i god tid denne gang. Som vi har spillet på det seneste, må vi før eller siden begynde at afgøre kampene noget tidligere. Vi skaber i hvert fald chancer nok, men har desværre også lukket modstanderne ind i kampene med nogle dumme fejl," siger Peter Ankersen.
AC Horsens tog point fra Nordsjælland i onsdags ved at spille 2-2, så lige nu har vi fire point op til tredjepladsen:
"Vi har stadig seks kampe til at hente de fire point op til FC Nordsjælland, og hvis vi fortsætter som vi spiller nu, er jeg sikker på, at vi nok skal nå det. Eller i hvert fald bevarer muligheden helt frem til den sidste kamp i Farum," vurderer Ankersen.