Ståle: En fin omgang fodbold
Det var en generelt tilfreds Ståle Solbakken, der efter kampen satte et par ord på dagens præstation:
"Vores offensiv var dejligt bevægelig og vi spillede en fin omgang fodbold - og så laver vi nogle gode mål. Men vi skal huske, at det var vores tredje kamp på seks dage, og vi kunne nok have været lidt bedre i defensiven. Men vi stod nu alligevel godt, desværre kommer deres mål den eneste gang, hvor vi ikke havde Santander med i feltet".
Ståle var tilfreds med det mentale arbejde hos spillerne:
"Nogle af spillerne havde haft det lidt hårdt ovenpå skuffelserne mod FC Midtjylland og Brøndby IF, og derfor er det glædeligt at se, hvor stærkt de er kommet mentalt tilbage efter en lille nedtur".
Afslutningsvis uddelte Ståle roser til et par af spillerne:
"Der er mange gode præstationer i dag, men specielt Santander var god - og det samme var Zeca og Boilesen. Det var også godt at se Erik tilbage, for selvom han var en smule rusten, leverede han en fin indsats i dag".