U17 fejrer turneringssejren i Portugal

Flot U17-triumf i Portugal

Vores talentfulde U17-hold vandt i eftermiddag en fornem turneringssejr i den stærkt besatte Viana Cup i Portugal.

I finalen slog drengene S.C. Braga med 2-1 i den afgørende straffesparks-konkurrence, og det var det eneste mål, holdet lukkede ind i turneringen!

"Det var en fantastisk god tur," fortæller mentaltræner Troels Banggaard fra Viana do Castelo i det nordvestlige hjørne af Portugal, hvor turneringen blev holdt.

"Vi kom med et hold med mange førsteårs-U17, men de viste sig utroligt godt frem og viste noget af det, vi gerne vil stå for som klub. Især semifinalen mod Sevilla blev meget hektisk med spanske temperamenter, men vi var skarpe og fokuserede på der, hvor vi kunne gøre en forskel, og vi vandt kampen på et flot mål efter en standardsituation."


"Typisk europæisk FCK-udekamp"
"SC Braga slog RB Leipzig i anden semifinale, og mens vores spillere var temmelig trætte inden finalen, kunne Braga lige hente en håndfuld friske akademispillere ind, fordi Braga ikke ligger ret langt fra Viana do Castelo. Men vi spillede en typisk europæisk FCK-udekamp, hvor vi stod godt på banen og forsvarede os klogt, og så afgjorde vi det på straffespark.

"Vores målmand Mohammed Hassan Ahmed snuppede tre af deres første fire forsøg, og de skød også et over, før de til sidste fik scoret et enkelt. Vi scorede selv på to, og Trygve Solberg Aarstad satte det afgørende."

Meget at være stolte over
"Så vi havde turneringens bedste forslag, og Viktor Kristiansen blev også kåret som turneringens bedste spiller, så alt i alt er der meget at være stolte over. Og vores cheftræner Hugo Vicente er selvfølgelig ekstra stolt, fordi han er portugiser og fik mulighed for at vise sine landsmænd, hvad han har udrettet med det her hold. Og vi mødte jo nogen af de virkeligt stærke portugisiske hold hernede, bortset fra det ene lokale hold i den indledende gruppe," slutter Troels Banggard fra Portugal.

 

Søndag går turen hjem til København med fly og et flot trofæ i bagagen - tillykke til spillerne og trænerne og hele staben bag vores Talentafdeling!

Matchfacts

Indledende gruppe (2 x 30 min.)
FCK-Vitória SC 1-0 (Rasmus Højlund)
FCK-SC Vianense 10-0 (Malte Adrian Berglund 3, Rasmus Højlund 2, Marcus Stoltenberg 2, Fisnik Isaki 2 og William Bøving 1)
FCK-Sporting SC (Marcus Stoltenberg 2 og Trygve Solberg Aarstad)

Semifinale (2 x 35 min.)
FCK-Sevilla FC 1-0 (Mads Tvilstegaard)

Finale (2 x 35 min.)
FCK-SC Braga 2-1 (efter straffesparkskonkurrence - 0-0 i ordinær kamp)