U14 vandt både mesterskab og pokal

U14-cheftræner Sune Holmgren: En fed sæson med mange flotte og velspillede kampe

I fire separate artikler gør vi status på sæsonen 2020/21 med de fire cheftrænere for vores talenthold U14, U15, U17 og U19. Se de øvrige her.

Vi lægger ud med Sune Holmgren, der er cheftræner for U14, som forrige weekend sikrede mesterskabet i sidste spillerunde med en 3-1-sejr over Brøndby.

”Overordnet set har det være en fed sæson med mange flotte og velspillede kampe og mange spillere, der er gået fra børnefodbold til ungdomsfodbold,” indleder Sune Holmgren.

Tre sæsoner med samme årgang
Han har selv haft fornøjelsen af at træne denne årgang i de seneste tre sæsoner, hvor han er fulgt med drengene fra KB Talent og til FCK Talent.

”Det er lidt usædvanligt i forhold til at være fast U14-træner, hvor man overtager et hold i starten af sæsonen og afleverer det til U15 den næste sæson. Jeg har haft dem de seneste tre årgange, og så får man et helt andet forhold til spillerne. De har næsten brugt mere tid på mig end på deres forældre,” smiler Sune.

”Jeg følger dog ikke med holdet videre op til U15, men fortsætter på U14, og så rykker de op til Niels Lawaetz på U15. Men nogle af årgang 2006’erne på U15 kan også godt spille U14 næste år, og flere af U14-spillerne i denne sæson har også spillet en del på U15. Det er jo den måde, vi matcher dem på løbende,” siger Sune.

”Men det er klart, at når jeg har haft det her hold siden U12, så brændte jeg ekstra for at slutte ordentligt af, og det lykkedes jo at gå forbi Brøndby i sidste spillerunde, da vi slog dem 3-1 forrige søndag.”

U14-Brøndby
Anfører Elias Rørsted er en af flere, der har spillet en del på U15. Foto: Judit Wacha


To halvsæsoner
U14-ligaen er – i modsætning til U15, U17 og U19 – ikke landsdækkende, og den afvikles også med en separat efterårs- og forårssæson. Der er dog tradition for, at man kun kårer en mester efter forårssæsonen.

”Sådan er det også på U13, at man spiler om mesterskabet i anden halvsæson, men på den årgang spiller man i øvrigt kun 8-mands hold i efterårssæsonen, hvor U14 altid spiller 11-mands,” forklarer Sune.

En speciel sæson
2020/21 har på grund af Covid-19 været en speciel sæson for alle ungdomshold, og U14 er ingen undtagelse.

”I foråret 2020, hvor vi var U13, da corona brød ud, så det meget skidt ud, og det var usikkert, hvornår vi kunne spille igen. Men vi startede sæsonen som normalt på U14, og vi nåede også en udlandstur i efteråret, hvor vi blev nr. 2 i en international turnering i tyske Saarbrücken. Det var en fed oplevelse og lidt af et højdepunkt i sæsonen.”

”Vi nåede også at spille alle ti turneringskampe, og vi sluttede som nr. 3 efter Nordsjælland og Lyngby. Men så kom perioden i vinter, hvor jeg og mange andre var hjemsendt. Men heldigvis kom vi i gang igen og kunne gennemføre forårets 10 kampe.

Mesterskab på sidste spilledag
Som nævnt lå Brøndby til at vinde U14-rækken inden sidste runde, men med en 3-1-sejr i sidste runde gik vi forbi dem og tog mesterskabet.

”Det var en klar og fortjent sejr, hvor vi førte 3-1, indtil de reducerede til sidst, og det var selvfølgelig dejligt at kunne afslutte de tre år med drengene på den måde,” siger Sune, der tidligere på foråret også førte sit hold til sejr i pokalfinalen.

”Vi vandt 4-2 over Greve i en kamp, hvor vi på forhånd var favoritter, fordi de trods alt lå en række under os, men de bød på fin modstand og skabte lidt spænding om det i 2. halvleg, inden vi lukkede kampen.”

U14-pokalfinale mod Greve
Oliver Watts, Roberto Risnæs og Nikolaj Banda Sørensen i pokalfinalen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


”Det hører også med til historien, at vi slog både Nordsjælland og Brøndby ud undervejs mod finalen. I semifinalen blev det afgjort på straffespark efter 0-0 i den ordinære kamp, og Rasmus Lund lavede faktisk det afgørende straffe med en panenka, der tog underkanten af overliggeren,” husker Sune.

I finalen blev Hunor Vajk Németh matchvinder med tre af de fire mål og blev også kåret som kampens pokalfighter, men generelt vil Sune ikke fremhæve enkelte spillere frem for andre.

”Vi har rigtig mange dygtige spillere, og ligesom på andre hold så er f.eks. målscorerne mere iøjnefaldende end f.eks. en back eller en defensiv midt, men vi vandt hverken mesterskab eller pokalen på enkeltmandspræstationer.”

U14-pokalfinale mod Greve
Anfører Hunor Vajk Németh løfter pokalen efter sejren over Greve. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


”Vi vandt, fordi vi har en unik gruppe, som har et rigtig stærkt sammenhold, og mange har spillet sammen i rigtig mange år. Jeg kan huske, at jeg engang lavede en U8-træning, hvor 6-7 af dem var med, og det er ret unikt at så mange er gået hele vejen herop. Men de har altid været et godt hold,” understreger Sune.

”Drengene er også meget sammen uden for trænings- og kampbanen, for i kraft af vores fine samarbejde med Søndermarkskolen, så har de taget en hel del af dem ind på skolen, og det har vi været meget glade for. Vi glæder os derfor også til at samarbejdet bliver styrket endnu mere, som der for nylig er blevet meldt ud om,” slutter Sune Holmgren.