Silas Andersen

Silas Andersen solgt til Inter

F.C. København har solgt den 17-årige midtbanespiller Silas Andersen til den italienske Serie A klub, FC Internazionale. Silas spillede for både U17- og U19-holdet i sidste sæson, men rykker nu til Italien:
 
”Det er en del af vores strategi, at vi også nogle gange sender dygtige unge spillere afsted til andre lande, ligesom det sker med nogle af vores førsteholdsspillere. Omkring Silas, så har vi fået lavet en god aftale med Inter, og han var klar på et eventyr, så vi ønsker ham alt det bedste dernede,” siger sportsdirektør Peter Christiansen.

I Talentafdelingen er man stolte over, at endnu et talent, som er uddannet i F.C. København, tager et skridt videre til en stor klub uden for landets grænser, som vi før har set det med Victor Jensen og Mads Bidstrup.

”Vores primære opgave er at uddanne spillere til FCKs førstehold, hvor de skal være så gode, at de bidrager til, at vi opnår vores sportslige målsætninger," siger Sune Smith-Nielsen, der er udviklingsdirektør med ansvar for Talentafdelingen.

"Men vi ved også, at et antal kommer til at gå andre veje, enten i Danmark eller i udlandet, og vi er altid glade, når vi kan sende en ung spiller afsted med gode forudsætninger for at klare sig godt. Samtidig er der selvfølgelig også økonomi i transfers for vores største talenter, og det er en del af forretningen."

"Vi synes, at Silas er en dygtig spiller, og vi glæder os til at følge hans udvikling i Italien,” siger Sune Smith-Nielsen og runder af med en tak til vores samarbejdsklub, Sundby Boldklub, hvorfra Silas Andersen kom til FCK.

“Sundby har god grund til at være meget stolte af Silas' skifte. De har ikke bare givet ham en god base som fodboldspiller og menneske, inden han kom til os, men de har også bakket ham rigtig flot op i hans tid hos os. Det skylder både vi og Silas dem tak for, siger Sune Smith-Nielsen.
 
Alle i F.C. København ønsker Silas held og lykke i fremtiden.