Fem flashbacks fra Silkeborg: Vores fem første sejre
I år fylder F.C. København 30 år, så vi vender af og til et par sider i vores historiebog - og ser denne gang på vores fem første sejre i Silkeborg.
Der knytter sig det særlige til temaet, at der gik næsten ni år mellem den første og den anden sejr!
Vi vandt vores første udekamp i Silkeborg i oktober 1992, men vandt først igen den 26. august 2001. I mellemtiden havde vi spillet 17 kampe uden at vinde, hvoraf de fleste dog endte uafgjort.
Lørdag den 31. oktober 1992, kl. 15.00 – 14. spillerunde
Silkeborg-FCK 1-2 (1-2)
5.: 0-1 Lars Højer
16.: 1-1 Michael Hansen
41.: 1-2 Brian Kaus
5.557 tilskuere
Efter fire måneder levetid tog vi til Silkeborg med prædikatet ”taberklub”! Mere skulle der ikke til, selv om vi først vandt vores TOTO-pulje og siden gik ubesejret gennem de første 12 Superligarunder, slog Brøndby ud af pokalen og gik videre i Europa…
Men i de ti dage før Silkeborgkampen tabte vi 0-5 i Auxerre og fire dage senere 0-3 hjemme til Næstved, og så kradsede krisen.
Den blev dog kortvarig, for efter sejren i Silkeborg kom vi ”ud af skuffelsernes skygge” og ”ud af taberklubben” og strøg ”Til tops med Kaus” for nu at citere et par avisoverskrifter.
Lars Højer bragte os tidligt foran, da Michael Manniche forlængede et langt Kenneth Wegner-indkast, men Michael Hansen udlignede efter et kvarter efter en sjælden fejl af Ivan Nielsen. ”Den ku' man godt hænge Ivan op på," lød det bagefter fra Manniche, mens han loyalt skævede over mod sin holdkammerat og tilføjede "Men det skal vi lige snakke om..."
Siden pressede hjemmeholdet os godt tilbage i en velspillet og tempofyldt affære, men kort før pausen gik Brian Kaus med frem i en kontra og scorede på Michael Johansens indlæg. Michael spillede lidt usædvanligt med rygnummer 16 i denne kamp, men det var jo før de faste rygnumres tid.
Silkeborg var dog flere gange tæt på at udligne, men Palle Petersen stod en kanonkamp, og en enkelt gang måtte Wegner også redde på målstregen, da Silkeborg fandt et mikroskopisk hul i ”plankeværket”.
Søndag den 26. august 2001, kl. 17.05 - 6. spillerunde
Silkeborg-FCK 0-2 (0-0)
65.: 0-1 Christian Poulsen
87.: 0-2 Niclas Jensen
2.192 tilskuere
Vi var forsvarende mestre fra 00/01-sæsonen, hvor Silkeborg vandt deres hidtil seneste medaljer i form af bronze – og også vandt pokalen.
Efter fem runder var vi allerede fem point efter Brøndby, for vi havde lige tabt til Esbjerg og AB – og var også røget ud af CL-kvalifikationen med 1-4 ude mod Lazio. Silkeborg havde det dog endnu værre og lå under stregen med to point.
Vi stillede op uden skadede Jacob Laursen, Sibusiso Zuma, Pascal Simpson og Heine Fernandez, og første halvleg var ret lige, selv om Thomas Røll havde en kæmpe chance efter et kvarter. Efter pausen sad vi mere og mere på spillet, og midt i halvlegen headede Christian Poulsen os i front på et indlæg fra Carsten Fredgaard, der kort forinden afløste en skadet Thomas Thorninger.
Efter at vi havde brændt en række kontrachancer, mens Silkeborg pressede for udligning, slog Niclas Jensen sejren fast direkte på frispark ti minutter før tid.
Kampen blev desværre Kent Karlssons sidste som cheftræner. Efter at Roy Hodgson pludselig forlod os til fordel for en kontrakt i Udinese, tog den sympatiske svensker fat på sin anden trænerperiode i klubben.
Kontrakten var 1-årig med mulighed for at afbryde ved årsskiftet, da Karlsson godt vidste, at familien og især hans handicappede datter stadig krævede meget af hans tid, men allerede efter to måneder i jobbet ønskede han at stoppe, hvilket klubben naturligvis imødekom.
Søndag den 14. oktober 2001, kl. 15.00 – 12. spillerunde
Silkeborg-FCK 0-1 (0-0)
68.: 0-1 Sibusiso Zuma
5.461 tilskuere
Halvanden måned efter det forrige besøg, tog vi igen til Silkeborg – og nu med Hans Backe som cheftræner, efter at Holmstrøm havde vikarieret i to kampe.
Mens Silkeborg stadig ikke havde vundet i ligaen, var vi ubesejrede under Backe. Vi var dog uden karantæneramte Christian Poulsen, men havde til gengæld Zuma med igen.
Vi havde også Thomas Røll med, men kun i en halv time – så fik han karrierens første røde kort for at sparke ud efter Jacob Juhl… Indtil da havde vi domineret spillet mod Silkeborg, men trods undertal kontrollerede vi kampen udmærket mod et Silkeborg-hold, der virkede blottet for selvtillid.
Vi skulle dog – ligesom sidst – langt hen i 2. halvleg, før det første mål faldt ved Zuma. Det blev kampens eneste, selv om Thorninger brændte en kæmpe chance til aller sidst på godt forarbejde af Mikheil Ashvetia.
Et godt resultat og et godt rygstød inden det store UEFA Cup-brag i Parken fire dage senere, hvor Ajax kom på besøg.
Søndag den 16. oktober 2005, kl. 17.00 – 13. spillerunde
Silkeborg-FCK 0-3 (0-1)
42.: 0-1 Marcus Allbäck
54.: 0-2 Álvaro Santos
82.: 0-3 Peter Møller
5.710 tilskuere
Vi spoler fire år frem og går fra en af Hans Backes første kampe til en af hans sidste. Han ville være stoppet allerede sommeren 2005, men indvilligede i at tage et halvt år mere. Endnu var hans afløser ikke på plads, i hvert fald ikke officielt, men to uger senere blev Ståle præsenteret.
Inden kampen var Silkeborg igen inde i en sløj stime uden sejre i ni kampe, men holdt sig dog lige akkurat over stregen – men kun indtil kampen var slut. Da var vi stadig ubesejrede i ligaen og havde hentet den 10. sejr ud af 13 mulige.
Silkeborg havde ellers gjort det godt mod os i nogle år, for som Hans Backe sagde inden kampen: ”De har været gode til at både at ødelægge vores spil og samtidig selv være effektive.”
Selv om vi havde en del skader plus Tobias Linderoth i karantæne, så vandt vi en stensikker sejr uden nogen slinger i valsen. Især brillerede Elrio van Heerden med mange lækre detaljer, og sydafrikaneren var også involveret i de første to mål.
Men sejren opnåede vi vores bedste sæsonstart nogensinde med 10 sejre og tre uafgjorte i Superligaen. Vi havde dog stadig en bitter smag i munden efter 0-1-nederlaget til Hamburger SV blot et par uger før, men livet skulle jo gå videre, selv om Messias heldigvis aldrig kom igen…
Lørdag den 22. juli 2006, kl. 17.00 - 2. spillerunde
Silkeborg-FCK 1-4 (0-2)
22.: 0-1 selvmål, Thomas Olsen
39.: 0-2 Marcus Allbäck
53.: 0-3 Michael Silberbauer
67.: 1-3 Hördur Sveinsson
90.: 1-4 Álvaro Santos
4.132 tilskuere
Vi skulle, som nævnt i indledningen, helt hen til sommeren 2006, før vi vandt vores femte sejr i Silkeborg, men den var der til gengæld heller ikke noget at rafle om.
Sæsonen før kom Silkeborg relativt tidligt væk fra nedrykningspladserne, til dels også fordi SønderjyskE og AGF sakkede uhjælpeligt bagefter, jo længere sæsonen skred frem.
I København havde Ståle gjort Hans Backes arbejde færdigt og sikret det danske mesterskab, og nu var det store spørgsmål, om han havde erfaring nok til at give os den europæiske succes, som endnu manglede før vi var helt der, hvor vi gerne ville være.
Vores i forvejen stærke, brede trup var samme sommer suppleret med bl.a. Jesper Grønkjær, og Silkeborgkampen blev en regulær magtdemonstration, der lovede godt inden onsdagens møde med de finske mestre, MyPä.
Silkeborg var sjældent over midten i den første halve time, og vi kunne let have ført større ved pausen end 2-0. Det endte 4-1, og det var ikke et mål for meget – snarere et par stykker for lidt…
Den sæson overlevede de heller ikke, men endte sidste af de 12 hold, mens vi vandt mesterskabet 13 point foran FC Midtjylland – og den tvivl, der havde været om Ståles evner til at skabe europæisk succes, blev godt og grundigt gjort til skamme den sæson!
