Brian Riemer

Brian Riemer ser frem mod Youth League-playoff

Vores U19-hold har været i gang med træningen siden den 9. januar, og ud over daglig træning på KB’s kunstgræsbaner har måneden budt på en stor indendørsturnering i Göttingen og en intern 11-mod-11-kamp. Desuden har hele 7 mand været med U19-landsholdet på træningslejr på Cypern.

Onsdag aften spillede holdet den første træningskamp mod Malmö FF i Telia Parken og vandt 2-0 på mål af Jonas Wind og Nicklas Røjkjær. Det er, så vidt vides, første gang nogensinde, at U19 spiller en kamp der, og de unge talenter kommer til at se meget mere til Telia Parken i den kommende tid. De skal nemlig træne derinde, mens A-holdet er i Dubai, og det er cheftræner Brian Riemer begejstret for:

- Vi føler os virkelig privilegerede over denne mulighed. Det bliver superfedt for os at kunne træne på græs i stedet for på kunstgræs, og det kan gøre en stor forskel, når vi skal spille Youth League-play off på græs i Rumænien den 8. februar. Og så er det rigtig godt for uddannelsen af vores spillere, at hvis de skal spille i Telia Parken en anden gang, så har de prøvet det før. Det skal man ikke underkende betydningen af, og det var da en stor oplevelse for dem i onsdags, da vi spillede mod Malmö, selv om det var foran tomme tribuner.

Fire talenter skal med til Dubai

Det er dog ikke hele U19-truppen, der får fornøjelsen af at træne i Nationalarenaen, for fire af spillerne rejser fredag med førsteholdstruppen på træningslejr i Dubai.

- Sådan har vi gjort i mange år, og det er vilkårene. Hvis vi tænkte meget kortsigtet, ville det nok være bedst at have hele holdet samlet op til Vitorul-kampen, men sådan tænker vi ikke. Vores fokus er først og fremmest på talentudvikling, og vi er ikke som sådan et præstationshold. Men derfor forbereder vi os selvfølgelig topseriøst til Vitorul-kampen, fastslår Brian.

De fire er Mads Roerslev (højre back), Luka Racic (central forsvarer), Morten Hjulmand (central midt) og Nicklas Røjkjær (kantspiller). De har allerede spillet den del seniorfodbold på reserveliga-holdet, og desuden kom Roerslev og Røjkjær ind i pokalkampen mod Jammerbugt FC i efteråret, mens Racic forblev på bænken ved den lejlighed.

- Det er fedt for de spillere, der er så dygtige og heldige, at de skal med førsteholdet til Dubai. Det giver dem en hel masse individuelt, og det vil også give vores hold noget, at de kommer ned og træner på et højere niveau og på nogle endnu bedre baner. Som sagt er vores fokus først og fremmest på den langsigtede talentudvikling, og så er det min opgave at få tingene til at hænge sammen, så vi er bedst muligt forberedt til kampen. Og det skal vi nok være, fastslår Brian Riemer.

Direkte til Rumænien
Youth League-kampen mod Vitorul spilles onsdag den 8. februar kl. 16.00 CET (kl. 17:00 lokal tid i Rumænien), og det er samme dag førsteholdet rejser hjem fra Dubai. Derfor forlader U19-spillerne træningslejren allerede mandag og tager et direkte fly til Bukarest, hvor de mødes med resten af U19-truppen. Morten Hjulmand bliver dog i Dubai, da han desværre går glip af Vitorul-kampen på grund af karantæne.


>> U19-truppen pr. januar 2017

PS: Fremover finder du link til School of Excellence-siderne på FCK.DK i den venstre menubar.