Dramatisk da FCK/KB og Holbæk spillede 2-2

2. division øst genoptog turneringen i dag efter vinterpausen, og det blev en dramatisk affære på KB's bane 2, da FCK/KB tog imod Holbæk - ligesom da de to hold mødtes i efteråret og Holbæk indhentede gæsternes 3-0-føring for siden at få tilkendt en 3-0-sejr ved skrivebordet, da Ailton var blevet benyttet ulovligt.

 

I dag fik københavnerne så taget revanche, da de i undertal 10 mod 11 indhentede Holbæks 2-0-føring og sikrede uafgjort 2-2 i slutminutterne.

 

Holbæks rutinerede Kaan Metin bragte gæsterne foran fem minutter efter pausen, og yderligere fem minutter efter blev Rasmus Bogh præsenteret for direkte rødt kort. Da Metin med sit andet mål øgede til 2-0 med otte minutter igen, så det ud som om kampen var afgjort, men FCK/KB viste stor moral og fight, og fem minutter før tid blev det belønnet, da Jacob Neestrup reducerede.

 

Og få minutter før tid faldt udligningen, da Danny Jensen scorede direkte på frispark. Dermed kom FCK/KB indtil videre væk fra nedrykningspladserne, men det hører med til historien, at bortset fra Glostrup - der ligger sidst - har de andre hold i bunden ikke været i kamp i denne runde på grund af aflysninger. Men i betragtning af kampens forløb - og at holdet i efteråret selv smed en række føringer væk mod slutningen - var det opløftende, at det blev til et enkelt point i forårspremieren.

 

Nathan Coe, Mikael Antonsson og Morten Nordstrand var med i startopstillingen, selv om de først landede på Jens Jessens Vej ved 2.30-tiden i nat efter busturen hjem fra Esbjerg. Coe og Anton spillede hele kampen, mens Nord spillede 1. halvleg.

 

Startformationen mod Holbæk var: Nathan Coe, Danni Jensen, Mikael Antonsson, Nikolaj Hansen, Casper Windfeld, Kevin Timm, Mads Laudrup, Jacob Neestrup, Thomas Christiansen, Rasmus Bogh og Morten Nordstrand. Mads Torry, der er vendt tilbage til FCK/KB i vinterpausen, afløste Nordstrand, og i 2. halvleg kom også Bongumusa Mthethwa og Nicklas Kristensen på banen.