Roony Bardghji med Sune Smith-Nielsen og Mikkel Lund Køhler

FCK Talent skriver kontrakt med det svenske stortalent Roony Bardghji

På sin 15-års fødselsdag har det svenske stortalent Roony Bardghji skrevet kontrakt med F.C. Københavns talentafdeling.

Roony Bardghji kom i første omgang til FCK fra Malmö FF i juli i år, og er topscorer i U17-ligaen i denne sæson med hele 15 mål i de 10 første kampe.

Unik spiller på internationalt niveau
”Vi er stolte af, at vi kan tiltrække og rekruttere et af de absolut største nordiske talenter. Vi har at gøre med en unik spiller med klare spidskompetencer på højeste internationale niveau, som han allerede har vist for os i efteråret. Men også udenfor banen har han vist en fremragende indstilling til tingene, som er mindst ligeså afgørende for hans kommende karriere,” siger Sune Smith-Nielsen, Head of Talent i F.C. København.

Kontrakten er ifølge talentchefen samtidigt et konkret bevis på det stærke arbejde i hele FCK Talent.

"Det er en stor glæde for os allesammen, at det er lykkedes, og en stor cadeau til vores scouting- og rekrutteringsarbejde, hvor vores Head of Recruitment, Mikkel Lund Køhler, har været helt central i processen."

Kan udvikle sig i København
”Det er også essentielt, at vi har en unik spilleruddannelse, som Roony selv har oplevet i den periode, han allerede har været her. Han har kunnet mærke på egen krop, at FCK er det rette sted for ham at dygtiggøre og udvikle sig. Og det betyder meget for spillerne - at der både er en stor tro på dem, og at de bliver bedre i det daglige, via deres dygtige holdkammerater og deres trænere," siger Sune Smith-Nielsen.

Den teknisk stærke offensivspiller er venstrebenet, men sparker godt med begge ben og kan spille på begge fløje og som angriber.

Hans familie stammer oprindeligt fra Syrien, men selv er han født i Kuwait - og har altså svensk statsborgerskab.
 
Fakta:
Roony Bardghji
Født: 15. november 2005.
Tidligere klubber: Malmö FF, Kallinge SK, Rödeby AIF.