Flot comeback af reserverne

Flot comeback af reserverne

F.C. Københavns reserver spillede i dag mod FC Nordsjællands ditto på træningsanlægget Nummer 10. Kampen endte 2-2 efter et flot comeback af Løverne, der var nede med 0-2 ved pausen. Københavnernes scoringer blev sendt ind af dagens anfører Martin Bergvold, mens Youssef Toutouh stod for udligningen efter et hjørnespark med et kvarter tilbage.

Dagens gæster fik noget af en drømmestart, da dommer Paul Knudsen efter blot få minutter dømte straffespark begået af Johan Absalonsen på Andreas Granskov. Angrebskollegaen Mads Thomsen eksekverede sikkert, og det var startskuddet til et godt første kvarter for nordsjællænderne. I dette fik Gytkjær således en stor chance syv-otte meter fra mål, men afslutningen manglede power.

Power var der til gengæld i Løvernes angriber Kenneth Zohore i dagens kamp. Den unge angriber sled og slæbte og var en evig kilde til uro kampen igennem. Det gav sig blandt andet udtryk i en friløber til Zohore med små tyve minutter spillet, men afslutningen manglede lige de sidste marginaler.

På højre back var der reserveholdsdebut til Cristian Gamboa. Den unge costaricaner viste flere gange prøver på sin hurtighed og havde et par udmærkede kombinationer med Toutouh. Gamboa, der spillede sin afskedskamp for FBK i fredags spillede efter aftale kun kampens første 45 minutter og nåede kort inden pausen at trække et gult kort via en hurtig dribling.

Med en lille halv time spillet kom Zohore frem til endnu en stor chance. Chancen skabte han nærmest selv ved at overspurte sin direkte modstander. Alene med målmanden afsluttede Zohore flot, men redningen var desværre ligeså flot.

Ti minutter før pausefløjtet var Zohore igen på spil. En smuk aflevering af Özdogan ramte lige i fødderne på Zohore, der desværre denne gang måtte se sit forsøg tage stolpen.

Det ville ikke have været uretfærdigt med en scoring til hjemmeholdet, men da den ikke kom, udnyttede gæsterne, med syv minutter igen af halvlegen, lidt københavnsk passivitet i forsvarspillet til at bringe sig foran. Målscorer var Granskov, der med et fladt skud inde i feltet udplacerede en prisgivet Kim Christensen.

Pausen benyttede Roland Nilsson til at udskifte Morten Nordstrand og Cristian Gamboa til fordel for Sebastian Krogdal og Thomas Pedersen.

De sidste 45 minutter indledtes uden de store armbevægelser af nogen af holdene. FCN havde et godt fladt indlæg efter en times spil, men dette blev ikke mødt af en angriber.

Fem minutter efter førte et godt forarbejde af Zohore og Krogdal til reduceringen. Bolden blev ført ind i feltet af de unge angribere, og da den ikke blev clearet ordentligt af gæsternes forsvar, kunne Martin Bergvold pludselig dukke op og prikke bolden i nettet. 

Målet gav mod på mere og Løverne havde flere tilløb til chancer, selvom også gæsterne i hærdigt prøvede sig af frem af banen.

Der skulle dog en dødbold til før det lykkedes FCK at udligne. Med et kvarter tilbage fik hjemmeholdet således et hjørnespark, og på dette stod Youssef Toutouh helt rigtigt placeret da en nedfaldsbold med rappe fødder blev omsat til mål.

Kampen ud forsøgte gæsterne at forcere spillet frem uden at det kom til andet end et par halve chancer og da hjemmeholdet ikke producerede det store mod slutningen endte  kampen ikke uretfærdigt med 2-2.

MATCHFACTS:

F.C. KØBENHAVN 2 – FCN 2 2-2 (0-2)

02.: 0-1 Mads Thomsen
38.: 0-2 Andreas Granskov
65.: 1-2 Martin Bergvold
76.: 2-2 Youssef Toutouh 

Ca. 125 tilskuere. Dommer: Paul Knudsen

Holdopstilling: Kim Christensen – Cristian Gamboa (46. Thomas Pedersen), Lasse Lindbjerg, Oscar Pedersen, Casper Højer – Youssef Toutouh, Saban Özdogan, Martin Bergvold (anfører), Johan Absalonsen – Morten Nordstrand (46. Sebastian Krogdal), Kenneth Zohore



Gamboa fik de første 45 minutter og gav flere prøver på sin speed


Zohore spillede en flot kamp og sender her bolden på stolpen


Toutouh viste mange gode dribleture og scorede det udlignende mål til 2-2


Nilsson følger tæt med i kampens forløb