Flot U19-præstation gav 3-1-sejr
Med en fantastisk holdpræstation vendte U19-holdet i eftermiddags 0-1 ved pausen til en samlet 3-1-sejr over et af Europas stærkeste U19-mandskaber fra Porto. Dermed lever drømmen om avancement fra gruppen, men der skulle en sejr til, da Brugge samtidig vandt 3-2 over Leicester.
Det så generelt fint ud i 1. halvleg, hvor vi havde bolden mest og var mest angrebsvillige, om end det ikke blev til ret mange afslutninger. Mads Roerslev afsluttede et fint angreb med at sparke i sidenettet, og så fik Henrik Bellman en pænt stor skudmulighed kort før pausen, som han sendte over mål.
Men præcis da uret rundede de 45 minutter og alt åndede fred og ro, fik drengene lige en spand kold vand i hovedet, da Porto på noget nær deres eneste chance bragte sig foran. Nikolas Nartey lagde for kort tilbage til Filip Djukic, og Cassama opsnappede bolden ud sparkede den enkelt i nettet til en noget ufortjent portugisisk pauseføring.
Efter pausen viste holdet dog god moral og fik godt fat i kampen igen, og pludselig gik det stærkt! Først snittede Nartey et Røjkjær-frispark i nettet, og minuttet efter sparkede Røjkjær københavnerne i front, efter Julian Kristoffersen havde headet et Roerslev-indlæg ned til ham.
Siden kontrollerede vi begivenhederne udmærket, selv om Porto bestemt ikke havde tænkt sig at rejse tomhændede hjem. Vores organisation var imidlertid bomstærk, og de kom stort set ikke til noget før i slutminutterne. Kort forinden kunne Carlo Holse have lukket og slukket, men sendte kuglen over mål – og på en dødbold i den anden ende må backen Diogo Dalot få søvnløse nætter over den flugter, han i fri position skovlede over mål fra kanten af det lille felt.
I stedet sørgede Julian Kristoffersen for at dræbe spændingen, da han headede et Røjkjær-hjørne ind bag en keeper, der gik helt fejl af indlægget. Så var sagen afgjort, og jublen kunne bryde ud efter en flot og meriterende sejr, der virkelig viste hvordan holdet er modnet i løbet af efteråret.
Se flere billeder fra kampen ved at klikke på pilene i topbilledet.
Tirsdag den 22. november 2016, kl. 16.00 CET på Østerbro Stadion. UEFA Youth League, 5. runde
F.C. KØBENHAVN U19-FC PORTO U19 3-1 (0-1)
45.: 0-1 Moreto Cassama – opsnapper fejlaflevering fra Nartey og scorer enkelt
50.: 1-1 Nikolas Nartey – snitter Røjkjær-dødbold ind ved fjerneste stolpe
51.: 2-1 Nicklas Røjkjær – Julian Kristoffersen header Roerslev-indlæg ned til ham i feltet
90.: 3-1 Julian Kristoffersen – header hjørnespark i nettet
Dommer: Juri Frischer, Estland
F.C. Købehavn:
20 Filip Djukic - 2 Mads Roerslev, 5 Luka Racic (anf.), 3 Niklas Vesterlund, 12 Frederik Bay - 7 Henrik Bellman (80. 11 Jonas Wind), 22 Morten Hjulmand (90+2.: 6 Devrim Sahin), 13 Nikolas Nartey, 10 Nicklas Røjkjær (90+3.: 15 Victor Jensen) – 9 Carlo Holse, 16 Julian Kristoffersen
Ikke benyttet: 1 Christoffer Monty, 4 Joel Felix, 4 Máni Hilmarsson, 19 Ibrahim Samrawi.