Jonas Wind rykker op i Superligatruppen
På sin 19 års fødselsdag bliver Jonas Wind ny mand i Superligatruppen, efter trænerstaben i dag har besluttet at rykke den unge angriber op fra talentafdelingen.
”Jonas har efterladt et rigtigt godt indtryk, senest her i opstarten, hvor han har vist, at han er klar til at tage det næste skridt. Han har altid lavet mange mål i vores talentafdeling, men han er også ved at bygge den fysik og løbekapacitet på, der skal til for at klare sig som FCK-angriber. Det er en cadeau til Jonas, men naturligvis også til hans trænere, ledere og holdkammerater i talentafdelingen, at han nu tager det her skridt. Vi ser frem til at arbejde sammen med ham,” siger manager Ståle Solbakken, om Jonas Wind, der blandt andet scorede to gange i årets første træningskamp mod Vejle.
Det unge talent er stolt over dette skulderklap:
”Jeg er selvfølgelig både glad og stolt over det her skulderklap. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for gennem lang tid. Det er ikke let at nå frem til Superligatruppen, men det er det, der er målet og drømmen for os, der er i talentafdelingen. Jeg er samtidig også helt klar over, at det hårde arbejde først lige er begyndt, for jeg er slet ikke færdig med min udvikling, så jeg glæder mig til at træne med en masse dygtige spillere og arbejde med de trænere, der er omkring holdet,” siger Jonas Wind, der har været i FCK siden sommeren 2012 og er noteret for 21 U-landskampe, hvor han har scoret 7 mål.
Jonas Wind har kontrakt frem til sommeren 2022 og får trøje nummer 23.
>> Se indslag fra vinterens træningslejr med Jonas Wind
>> Se Jonas Winds to mål mod Vejle: