Kampens dommer

Kampens dommer er den 42-årige Martin Atkinson, en dommer som mange danskere ofte ser optræde på TV som dommer i Premier League, og som senest var i aktion lørdag aften, da han dømte topopgøret mellem Arsenal FC og Liverpool FC, en kamp hjemmeholdet vandt 2-0.

Martin Atkinson er indplaceret i UEFA’s allerhøjeste dommerkategori ELITE, hvor han har følgeskab af to landsmænd, Mark Clattenburg og Howard Webb.

I denne sæson har Martin Atkinson dømt en kamp i UEFA Champions League, dog ikke i selve gruppespillet men i kvalifikationen til gruppespillet. Det var en playoff kamp mellem portugisiske Paços Ferreira og russiske Zenit Skt. Petersborg, en kamp som russerne vandt 4-1.

Atkinson har også dømt en enkelt kamp i UEFA Europa League. Det var i gruppespillet, hvor englænderen dømte kampen mellem polske Legia Warszawa og cypriotiske Apollon Limassol FC, en kamp som sidstnævnte vandt med 1-0.

I de to kampe har Martin Atkinson uddelt ni gule kort, fordelt på seks til hjemmeholdene og tre til udeholdene. Han har ikke udvist nogle spillere, men har dømt et enkelt straffespark – det gik til Apollon Limassol FC, men blev misbrugt af Gaston Sangoy – som dog senere alligevel blev cyprioternes helt, da han scorede kampens eneste mål 11 minutter inde i 2. halvleg.

Forhåbentlig alle gode gange tre
F.C. København har to gange før har Martin Atkinson som dommer, og begge gange er Løverne endt i taberens rolle.

Første gang var i gruppespillet i UEFA Champions League for tre år siden, da han dømte udekampen mod FC Rubin Kazan. Kampen bød kun på et mål, det blev scoret på straffespark i de døende sekunder af 1. halvleg, efter at Atkinson havde vurderet, at Grønkjær havde en hånd på bolden i feltet.

Anden gang var i august 2011, hvor F.C. København hjemme i PARKEN mødte tjekkiske FC Viktoria Plze?. Kampen var en playoff-kamp frem mod gruppespillet i Champions League, og det endte ikke helt som håbet – godt nok scorede Sölvi Ottesen to gange, men det ene mål var et selvmål, og da Atkinson fløjtede kampen af, kunne tjekkerne juble over en 3-1 sejr.

Kampens øvrige dommere
Assistentdommere: Peter Kirkup og Simon Long
4. dommer: Stuart Burt
Bagliniedommere (Additional Assistant Referees): Andre Marriner og Kevin Friend.
Alle er fra England.

>> Vigtig tilskuerinformation: F.C. København vs. Galatasaray