
Kampreferat: Tredje sejr i træk med clean sheet
Vi sluttede kalenderåret af med endnu en Superliga-sejr - den tredje i træk med clean sheet - og går på vinterpause med en styrket tro på, at vi stadig kan forsvare og genvinde mesterskabet.
De to hold
Vi havde to ændringer fra vores seneste Superliga-kamp mod Lyngby, Victor Kristiansen og Hákon Arnar Haraldsson startede i stedet for Christian Sørensen og Roony Bardghji. AGF skiftede en enkelt fra deres seneste Superligakamp, Jelle Duin startede i stedet for Sigurd Haugen.
Begge hold kom også fra midtugekampe i pokalen, hvor vi onsdag slog Thisted, mens AGF torsdag røg ud til Nordsjælland.
>> Se start-11, matchfacts m.m. på kampsiden
Stor chance til tidlig føring
Vi lagde godt ud og var tæt på at komme foran allerede i kampens andet minut, da Lerager ved fjerneste stolpe headede et Victor Kristiansen-hjørne forbi Jesper Hansen, men både Yann Bisseck og Patrick Mortensen stod inde på stregen, og sidstnævnte forhindrede den tidlige føring,
Minuttet efter fik Kristiansen kampens første gule kort for at bremse Jelle Duin ulovligt i en kontrol, men selv om der blev gået til stålet lige fra første fløjt, blev det ikke en ond kamp. Men en tæt og langt hen ad vejen jævnbyrdig kamp.
Generelt fik vi en fin start på kampen, men efter et kvarters tid var AGF også godt med, og der var meget spil mellem felterne og ikke nogen farlige situationer i de to felter. Jo, Jelle Duin ville gerne have haft straffe, da Khocholava havde fat i hans trøje i en duel i feltet, men georgieren slap ved at slippe i tide.
Jævnbyrdigt med lille FCK-overtag
I 26. minut satte vi et rigtig godt angreb op helt nede fra bagkæden, hvor Jelert drev bolden frem mod AGF-feltet, men Haraldssons flade indlæg i feltet lå lige mellem de fremstormende medspillere.
Kort før den halve time havde Daramy et godt forsøg, efter han trak ind fra venstre, men skød lige på Jesper Hansen, der parerede.
Lidt efter sendte Mikael Anderson et hårdt, skruet frispark mod mål, som Grabara dog havde læst og slog til hjørne – og karakteristisk nok skulle der dødbolde til, før polakken måtte i aktion.
I 36. minut tog Lerager chancen fra distancen, men skød også lige på keeperen, og vi beholdt et lille overtag i spillet inden pausen, hvor vi skabte to chancer til at komme foran.
Vavro-stolpeskud og Claesson-hovedstød tæt forbi
Først sendte Vavro et fladt langskud på stolpen, som Hansen dog retfærdigvis var helt nede efter, men minuttet efter var han chanceløs, da Daramy serverede en stor hovedstødschance til Claesson, men han headede tæt forbi den fjerneste stolpe.
Ikke en super-velspillet 1. halvleg, men vi var igen svære at skabe chancer mod - og havde selv de klart største chancer til at score.

Annulleret AGF-mål
Vi kom også fint ud til 2. halvleg og dominerede de første ti minutter, hvor William Clem fik en god skudchance uden for feltet, som han dog sendte over mål – efter godt forarbejde af Daramy og Claesson.
Men herefter var hjemmeholdet tæt på at komme foran, da Frederik Tingager snittede et Eric Kahl-hjørne i nettet, men et VAR-tjek viste, at Nicolai Poulsen stod offside og samtidig generede Grabara.
Det blev dog lidt af et vendepunkt, for siden overtog AGF mere og mere af spillet.
AGF bedst efter pausen
Efter en times tid kom Diks og Roony ind for Jelert for Haraldsson, og lidt efter kom Falk ind for Clem. Vi lignede også et hold, der havde brug for friske kræfter, for AGF var bedst i denne fase af kampen.
Vi holdt dem dog stadig fra chancer i åbent spil, men tyve minutter før tid fik de frispark i en farlig position lige uden for feltet – men Vavro blokerede Mikael Andersons hårde dødbold.
Stærkt sidste kvarter
Kampen stod stadig på vippen, men selv om vi i et stykke tid ikke rigtig havde været oppe true dem, så havde vi stadig noget at skyde med. Først serverede Daramy et kvarter før tid en stor skudchance til Roony midt i deres felt, men han sendte det gode tilbud over mål.
Det signalerede en ny udvikling i kampen, for nu var vi mere på bolden og viste gode offensive takter igen, og i 78. minut fik Claesson en god skudchance lige uden for feltet og skruede bolden mod det fjerne målhjørne, men Jesper Hansen reddede til hjørne.
Endnu en vigtig Lerager-scoring
Roony slog hjørnesparket perfekt til forreste stolpe, hvor Lerager løb frem og pandede bolden hårdt ind midt i målet - og fortsatte sit løb ned foran vores fyldte fanafsnit, der naturligvis jublede til… nåja, måske ikke den store guldmedalje, men så i hvert fald til et guldhåb, som bestemt lever hen over vinterpausen.

Kampen var dog ikke afgjort endnu, og AGF satsede offensivt i de sidste ti minutter for at komme tilbage, men vi havde bolden mest og kontrollerede kampen udmærket, og de havde kun få indlæg i vores felt og var reelt aldrig tæt på udligning.
VK's første kasse
I stedet cementerede vi sejren i det tredje tillægsminut. Diks kastede et indkast ned til Corner i hjørnet, hvor han vendte Nicolai Poulsen væk og spillede Roony i feltet - han tog et par træk, men Brandhof prikkede bolden fra ham, men lagde den samtidig perfekt til rette for Victor Kristiansen lidt uden for feltet. Han firsttimede den fladt ind ved den ene stolpe og noterede sig for sin første scoring i FCK-trøjen - og udbyggede dermed vores tredje Superligasejr i træk med clean sheet.
