Målløst med midtjyderne

Målløst med midtjyderne

Det blev 0-0 i reserveliga-kampen mod FC Midtjylland - et resultat, løverne kan være mest tilfredse med, bl.a. fordi man spillede det sidste kvarter i undertal efter direkte rødt til Steve De Ridder.

Hjemmeholdet måtte allerede efter få minutter undvære Lasse Lindbjerg, der måtte udgå med en lårskade, og derfor var det en noget urutineret bagkæde med Christoffer Remmer på den lidt uvante plads som midterforsvarer ved siden af Nicolai Mamsen og med hans tvillingebror Frederik Mamsen på højre back, og Adam Mansa på venstre.

Man skulle hen til efter det første kvarter før den første chance faldt, og det var et giftigt FCM-hovedstød efter hjørne. Ti minutter før pausen afværgede Kim Christensen endnu en god FCM-chance med en fodparade, men ellers var det en ret chancefattig affære, hvor gæsterne sluttede halvlegen bedst.

Det blev en jævnbyrdig indledning på 2. halvleg, hvor Brandur Olsen udgik efter ca. 10 minutter - han skulle efter kampen til Farum og støde til Færøernes træningslejr, inden de skal møde Rumænien på udebane. Han blev erstattet af Kristján Floki Finnbogason, som ved månedens udgang skifter til islandske Breidablikk.

Efter en lille time brændte FCM’s Nikolaj Kirk en kæmpe chance tæt under mål, og fra da af satte gæsterne sig mere og mere på spillet. 17 minutter før tid fik André Rømer gult kort for at nedlægge De Ridder bagfra i et kontraløb, og hollænderen blev selv så irriteret, at han lossede bolden væk og også fik gult. Bare tre minutter efter kogte hans temperament igen, da han sparkede Izunna ned på midten af banen og prompte blev præsenteret for direkte rødt.

Det var svært nok i forvejen og blev ikke lettere af, at man nu måtte kæmpe i undertal. Christian Poulsen havde et udmærket forsøg, der gik lige forbi FCM’s mål, men ellers var det gæsterne, der styrede kampen nu og lagde tunge pres på. Men de helt oplagte målchancer blev det ikke til, og Kim tog hvad der kom af bolde i feltet. Men det blev hektisk og intenst lige til det sidste af de fem minutters tillægstid, inden dommeren fløjtede af for den målløse affære.

Holdet: Kim Christensen - Christoffer Remmer, Lasse Lindbjerg (2.: Nicolai Mamsen), Frederik Mamsen, Adam Mansa (62.: Mikkel Dige) - Berat Beciri (93.: Daniel Chukwumah), Christian Poulsen (anf.), Mikkel Wohlgemuth (86.: Michael Jonssen), Brandur Olsen (55.: Kristján Flóki Finnbogason) - Steve De Ridder, Björn Sigurdarson

Berat Beciri


Frederik Mamsen


Nicolai Mamsen


Adam Mansa


Michael Jonssen


Mikkel Dige


Kristján Flóki Finnbogason



Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK