Premieresejr i 2. Division Øst

Søndag den 1. april var der topopgør i 2. division Øst da FCK2/KB hjemme i Frederiksberg Idrætspark tog imod rækkens tophold Brøndby IF 2. Der var mødt 801 tilskuere frem denne søndag formiddag for at se de to 2. hold udkæmpe deres version af "The New Firm".

 

Af Jan Eliassen

Brøndby var inden runden hele syv point foran FCK2/KB og det betød, at skulle Brøndby indhentes på førstepladsen, så var det ubetingede krav at der skulle sættes tre point ind på kontoen. Opgaven blev til fulde løst og de tre point kom sikkert i hus - og ikke mange af de tilstedeværende i Frederiksberg Idrætspark har kunne indvende noget mod denne sejr. FCK2/KB vandt sikkert kampen med 3-1 på to scoringer af Dan Thomassen og en enkelt pind af Jeppe Brandrup.

 


FCK2/KB stillede med et yderst stærkt mandskab, idet adskillige spillere der normalt huserer i landets bedste række i dag fik spilletid på andetholdet. I FCK2/KB's bageste kæde så man både Dan Thomassen og Oscar Wendt, og på midtbanen var placeret en velkendt 6’er i form af F.C. Københavns normale anfører Tobias Linderoth, der ovenpå sin skade havde brug for noget kamptræning.

 

Kampen startede med et tændt FCK2/KB hold i en styrende rolle lige fra første fløjt, og der skulle ikke gå mange minutter før 0-0 var udskiftet med 1-0. I det 8. minut fik FCK2/KB indkast næsten helt nede ved baglinien, Lasse Qvist kastede langt, Dan Thomassen kom højest – og så stod det 1-0.

 

Efter målet fortsatte FCK2/KB med at dominere, og der skulle kun gå 10 minutter før Dan Thomassen fik titel af dobbelt målscorer. Efter 19. minutter fik FCK2/KB frispark i venstre side. Frisparket blev sendt langt i i feltet, hvor den blev headet tilbage til Tobias Linderoth. Han lagde en følt bold ind i feltet hvor Nikolaj Hansen på baglinien kunne heade den tilbage til Dan Thomassen, der på kort afstand og fuldstændig umarkeret sikkert kunne gøre det til 2-0.

 

Efter målet faldt tempoet en smule, dog stadig med FCK2/KB som spilstyrende. Lasse Qvist kunne have gjort det til 3-0, Brøndby kunne have reduceret på et flot frispark i det 25. minut, hvis ikke Benny Gall på glimrende vis kom flyvende, og endelig kunne FCK2/KB nærmest have lukket kampen i det 36. minut da Fosu Boateng endte op med at være alene med Morten Cramer, men desværre for FCK2/KB reddede Brøndbys keeper situationen for de blå-gule med en fin fodparade.

 

Anden halvleg startede ganske åbent og spillet gik frem og tilbage i god fart. I kampens 52. minut fik Brøndby gang i spillet over højrefløjen og efter godt samspil mellem David Williams og Jacob Bertelsen endte bolden med at blive slået ind over, og her stod BIFs Niclas Rønne helt fri, og han kunne så passere Benny Gall til reducering og 2-1. Målet gav ikke overraskende Brøndby troen på at de måske kunne vende kampen, men det håb holdt kun i 5 minutter. Oscar Wendt rykkede i fuld sprint på tværs og ind foran feltet, hvor han til sidst servede bolden for en helt fri Jeppe Brandrup, der sikkert loppede bolden over Morten Cramer til 3-1.

 

Herefter ebbede kampen mere eller mindre ud, og det virkede lidt som om begge hold godt vidste, hvem der ville ende som dagens sejrherre. Tyve minutter inde i 2. halvleg blev Tobias Linderoth så klappet af banen efter en solid indsats på midtbanen.

 

Der var enkelte spredte chancer mod kampens slutning, blandt andet vidste Kenneth Beck hvordan man kan drible igennem et blå-gult forsvar, og Lasse Qvist havde også et godt forsøg i retning af højre målhjørne. Der blev dog ikke scoret mere, men i stedet for at slutte i ro og mag, så måtte en sur Brøndby anfører Jacob Bertelsen forlade kampen efter et rødt kort – efter at kampen var fløjtet af …

 

- Det var dejligt at vinde i forårspremieren. I første halvleg spiller vi rigtig godt i de første 35 minutter, mens 2. halvleg mest bliver ren fight. Men som sagt, vi er altid glade for en sejr, sagde Benny Gall til FCK.DK efter kampen.

 

Startopstilling
Benny Gall
Oscar Wendt, Nikolaj Hansen, Dan Thomassen, Jamil Fearrington
Kim Tandrup, Tobias Linderoth, Morten Bertolt, Jeppe Brandrup
Lasse Qvist, Fuso Boateng

 

Udskiftninger, FCK2/KB:
59. min.: Boateng ud - Kenneth Beck ind
66. min.: Linderoth ud - Mathias Gravesen ind
79. min.: Bertolt ud - Casper Windfeld ind

 


Gule/røde kort:
44. min.: Gult kort, Morten Bertolt, FCK2/KB
47. min.: Gult kort, Jacob Bertelsen, Brøndby
76. min.: Gult kort, Jesper Christiansen, Brøndby
90. min.: Gult kort # 2 = Rødt kort, Jacob Bertelsen, Brøndby