Reserveliga: 0-1 mod AC Horsens
Dagens opgør skulle oprindeligt være spillet i Horsens, men blev efter aftale mellem klubberne flyttet til Telia Parken. Vi var uden landsholdsspillerne samt skadede Andreas Bjelland, Stephan Andersen, Robert Mudrazija og Robert Skov, men stillede dog en start-11'er med kun Ludvig Henriksen og Mohamed Daramy fra U19-truppen - og sidstnævnte har jo været fast i Superliga-truppen her i foråret. Det gav dog et lidt usædvanligt centerforsvar med Varela og Bengtsson, som efter pausen planmæssigt lavede "jobrotation" med back'erne Ludvig og Boilesen.
Horsens lagde mest aggressivt ud med et par dødbolde, der skabte lidt uro i vores felt, men efterhånden overtog vi spillet uden dog at skabe det helt store. Horsens fik en god periode igen omkring den halve time, men stadig holdt vi dem fra deciderede chancer.
Mod slutningen af halvlegen gav Falk et par gange prøver på sin driblekunst, og især i en af situationerne måtte Matej Delac hive en stor redning frem for at forhindre os i at komme foran.
Efter pausen indledte vi også stærkt, og både Falk og N'Doye havde gode muligheder, indtil Horsens kom foran ti minutter inde i 2. halvleg. Tobias Arndal fik bolden over målstregen, inden Ludvig Henriksen kunne nå at afværge, efter Ibsen var passeret.
Efter en god times tid begyndte vores udskiftninger, og i første omgang forlod Fischer, Daramy, N'Doye og Ludvig Henriksen banen til fordel for Winther, Hjælmhof, Kirkeby og Brajanac fra U19, så formationen hed: Ibsen - Varela, Kvist, Boilesen, Bengtsson - Hjælmhof, Thomsen, Falk, Winther - Kirkeby, Brajanac.
Senere kom også Jonathan Canto ind for Falk, og Horsens fik efterhånden mere og mere spil og var et par gange tættere på 2-0, mens vi ikke rigtig kom til noget, der kunne give udligning.
Næste reserveliga-kamp er mandag den 29. april, kl. 13 på Nummer 10, hvor vi møder FC Nordsjælland.
Tirsdag den 26. marts 2019, kl. 13.00 i Telia Parken
AC HORSENS-F.C. KØBENHAVN 1-0 (0-0)
55.: Tobias Arndal
Ca. 75 tilskuere. Dommer: Jakob A. Sundberg
31 Frederik Ibsen – 52 Ludvig Henriksen (63.: 45 Felix Winther) 2 Guillermo Varela, 3 Pierre Bengtsson, 20 Nicolai Boilesen – 40 Mohamed Daramy (63.: 39 Alexander Hjælmhof), 6 William Kvist, 8 Nicolaj Thomsen, 7 Viktor Fischer (63.: 42 Andreas Kirkeby) - 33 Rasmus Falk (79.: 50 Jonathan Canto), 14 Dame N’Doye (63.: 49 Muamer Brajanac)
Ikke benyttet: 41 Simon Rossil, 37 Marcus Korang, 44 Rasmus Møller, 53 Sebastian Fabrin, 54 Oliver Sonne