Reserverne tilbage i Frederiksberg Idrætspark
FCK/KB byder fans, tilskuere, modstander og dommere velkommen til forårets første fodboldkamp i Frederiksberg Idrætspark mellem F.C. Københavns SAS Ligareserver og Glostrup FK søndag klokken 10.30.
Glostrup kommer til Frederiksberg med nederlag i forårets to første kampe mod henholdsvis Greve og B 93. Glostrup ligger sidst i rækken og har derfor meget hårdt brug for at få nogle point på kontoen. Efterårets modsatte kamp i Glostrup Idrætspark endte 2-2 efter at FCK/KB havde været foran med 2-0.
FCK/KB møder op til dagens opgør med masser af optimisme. Holdet leverede en forholdsvis god præstation mod Holbæk Skærtorsdag på Peter Bangsvej bane 2 - også selvom holdet både blev reduceret til 10 mand og var nede med 0-2 sent i 2. halvleg – så kæmpede holdet videre, hvilket betød at Jacob Neestrup og Danni Jensen fortjent kunne udligne til slutresultatet 2-2. Et comeback som forhåbentlig har givet FCK/KB masser af moral og selvtillid til forårets kommende kampe i 2. division Øst.
Med håb om endnu en velspillet kamp med masser af godt fodboldspil – velkommen til søndagens opgør.
Husk at Guld-, sæsonkortholdere og medlemmer af FCKFC har gratis adgang til kampen. Det gælder også ungdomsmedlemmer i KB og B1903. Voksenbilletter koster 40,- og børn/pensionister kommer ind for 20,-.
>>> Læs mere om reserveholdet her!