Reserverne vandt 2-0 i Farum

Reserverne vandt 2-0 i Farum

Der blev skrevet et lille kapitel i dansk fodboldhistorie, da der i dag var premiere på den nye reserveholdsturnering, som der har været talt om mange gange gennem årene uden at det er blevet til noget – men nu er det en realitet, og F.C. København fik endda fornøjelsen af at spille ”åbningskampen”, hvor det blev til en 2-0-sejr over FC Nordsjælland.

 

Selv om det altså "kun" er en reserveholdsturnering, så var der fine rammer omkring kampen i Farum, hvor der både var pølsevogn, lystavle, startopstillinger og overdækkede siddepladser omkring Bane 3, der ligger et langt udspark fra Farum Park. Overdækningen blev der nu kun brug for nogle minutter midt i 1. halvleg, for vejrguderne smilede til arrangementet og holdt tørt resten af tiden.

 

Løverne stillede med et mandskab, der nok ville kunne klare sig mere end hæderligt i selve Superligaen, og på den baggrund var det ikke overraskende, at de kom bedst fra start og satte sig godt på begivenhederne – og burde have bragt sig foran efter 11 minutter, da Zohore spillede Santin helt fri, men han sparkede lige forbi fjerneste opstander. Zohore selv fik en tilsvarende mulighed syv minutter senere, men måtte se FCN-keeper David Jensen slå bolden over mål via overliggeren.

 

Omkring den halve time kom hjemmeholdet bedre med i kampen, men tættere end et godt langskud af Mikkel Knudstrup kom man ikke før pausen, hvor Santin til gengæld var meget tæt på i slutminutterne med et listigt hovedstød på Pospechs indlæg.

 

Efter pausen – hvor Danni Jensen afløste Pospech - kom de rødklædte nordsjællændere bedre med, og efter få minutter havde Andreas Granskov en god mulighed, men skruede bolden forbi Kim Christensens mål. Nogle minutter senere var Matti Lund Nielsen endnu tættere på, da han bankede bolden på indersiden af trekantsammenføjningen, men i stedet slog københavnerne kontra, og Thomas Delaney fik bolden i feltet af Santin og overlistede David Jensen med et frækt lob i det 54. minut.

 

Zohore kunne og burde have øget efter godt en time, da han fik en ny friløber, men bolden sig lige forbi mål. Kort efter udgik Grønkjær og Santin til fordel for Andreas Baes og Andreas Cornelius, og herefter fulgte en periode med mest spil og chancer til FCN. Men kun en enkelt gang blev Kim Christensen passeret, og så stod Danni Jensen heldigvis på stregen og kunne losse bolden væk fra farezonen.

 

Mod slutningen kom Morten Thomsen ind for Saban Özdogan, ligesom Zohore måtte trække sig efter et spark over den ene fod og gav plads til Mikael Vukicevic. De sidste 5-7 minutter var det københavnerne der havde flest kræfter og overskud til at presse på, og det gav bonus i Kenn Hansens overtid, da Morten Thomsen – efter godt forarbejde af Kvist - vendte rundt lige uden for feltet og fangede keeperen på det forkerte ben med en flad inderside.

 

Set over kampen som helhed var sejren fortjent nok, men vigtigst var det trods alt, at der blev nyttig kamptræning til de spillere, der er tættest på en plads i startopstillingen, når det for alvor går løs på søndag – ingen nævnt, ingen glemt! Dog må Ståle Solbakken under alle omstændigheder se bort fra Jesper Grønkjær, der afsoner en spilledags karantæne fra sidste sæson.

 

Matchfacts:
FC NORDSJÆLLAND II-F.C. KØBENHAVN II  0-2 (0-0)
54.: 0-1 Thomas Delaney
90.: 0-2 Morten Thomsen
Ca. 200 tilskuere. Dommer: Kenn Hansen
Advarsler: Mustafa Vozkurt, FCN (31. min.) og Mathias Nielsen, FCN (44. min.)

F.C. Københavns hold:
1 Kim Christensen - 2 Zdenek Pospech (46.: 29 Danni Jensen), 5 Sölvi Ottesen, 12 Peter Larsson, 19 Bryan Oviedo - 8 William Kvist (anf.), 28 Saban Özdogan (78.: 33 Morten Thomsen), 27 Thomas Delaney, 10 Jesper Grønkjær (63.: 34 Andreas Baes) - 11 César Santin (63.: 30 Andreas Cornelius), 18 Kenneth Zohore (81.: 26 Mikael Vukicevic). (Ikke benyttet: 41 Lucas Scheel)

 

 

 

Thomas Delaney stod for løvernes første træffer i Farum

Foto: Jan Eliassen, FCK.DK

 

 

Sölvi Ottesen dannede et solidt midterforsvar med Peter Larsson

Foto: Jan Eliassen, FCK.DK

 

 

Foto: Jan Eliassen, FCK.DK