SIF-træner Preben Lundbye - en gammel kending!

03/04 2007 10:41

Da Silkeborg i efteråret udpegede Preben Lundbye til at overtage trænerjobbet efter Viggo Jensen, var der mange i fodbold-Danmark, der spurgte: ”Hvem er det?”

Vi skal lade være usagt, om det fortæller mest om spørgerne eller om hovedpersonen, som siden 1992 har været tilknyttet Silkeborg IF på forskellige niveauer, men altså først nu er trådt helt frem i rampelyset.

Under alle omstændigheder har FCK.DK's fodboldarkæolog Torkil Fosdal været en tur på loftet og støvet rundt i gamle avisudklip for at kunne dokumentere, at Preben Lundbye – der fyldte 57 i søndags – trådte ud af anonymitetens rækker allerede for 33 år siden. Så hvis man ellers kan sin fodbold-historie (eller ikke har haft andet i hovedet siden de tidlige 70'ere), burde Lundbye ikke være spor ukendt for kendere af det københavnske fodboldmiljø! For det er sandelig ikke mange, der har formået at holde selveste Holmstrøm nede. Slet især ikke hvis man spørger ham selv…

Den "ukendte Hvidovre-stopper" er naturligvis identisk med den nuværende Silkeborg-træner Preben Lundbye. Vi er tilbage i foråret 1974, dengang den bedste række hed 1. division og fulgte kalenderåret, hvor en sejr gav 2 point, og rækken kun bestod af 12 hold – 8 fra Sjælland, 1 fra Falster og 3 fra Jylland. Året forinden havde KB kun med nød og næppe undgået nedrykning, mens Hvidovre derimod havde vundet mesterskabet. Inden sidste spillerunde i foråret '74 lå KB imidlertid nr. 1 med 15 point for 10 kampe, tæt forfulgt af B 1903 og Frem med hver 12 point, mens Hvidovre lå sidst med kun 6 point!

Det skrev Ekstra Bladet...
Søndag den 9. juni 1974, kl. 19 troppede 4.500 tilskuere op på Hvidovre Stadion, hvilket efter datidens forhold var et ganske pænt tilskuertal. Vi citerer fra Ekstra Bladets omtale af kampen:

”Det var en speciel fornøjelse at se, hvorledes den ukendte Preben Lundbye ordnede landsholdsspilleren Niels-Chr. Holmstrøm. Han brugte kontante midler – og lavede et par frispark i 2. halvleg. Men var ellers fair og effektiv.

- Jeg prøvede at irritere Holmstrøm med nogle småflabede bemærkninger. Men det var han for rutineret til at tage sig af. I hvert fald i starten af kampen. Mod slutningen, hvor vi stadig førte 1-0, var det lige før han kogte over.

- Hvornår skal vi til at spille fodbold? Hvis du stadig kun spiller med musklerne, skal jeg vise dig, at jeg også kan være med i den retning, sagde Holmstrøm pludselig til mig.

- Men han fortsatte med at være fair - og farlig. Og den eneste gang jeg tabte en luftduel til ham – 3 minutter før tid – blev der mål. Han nåede højst på en centring og headede bagud til KB-backen Ole Højgaard, der scorede med en helflugter i nettaget.

- Jeg ærgrede mig bravt, sagde den store stærke Preben Lundbye, der blev den underholdende kamps største overraskelse. Preben Lundbye har aldrig rigtig været fast mand på Hvidovres hold (også fordi han ikke har haft de nødvendige ambitioner), og så gik han hen og holdt Danmarks farligste spydspids. Det var flot!”

Niels-Chr. Holmstrøm i aktion - for et par år siden...

Og B.T.'s version...

Vi tager også lige et lille uddrag af B.T.’s version af duellen:

”Duellerne mellem de to hørte til de harske. Lundbye – stor, tung og primitiv – satte sig på Holmstrøm. Det blev til nogle grove frispark ind imellem.

- Jeg bebrejder sådan set ikke Lundbye, siger Niels-Chr. Holmstrøm. Men at dommeren kan dømme hen mod 25 frispark uden at gribe ind, er ganske enkelt for dårligt.

Preben Lundbye: - Var jeg så grov? Jeg sagde i hvert fald undskyld, da jeg gik ud af banen, og jeg må sige til Holmstrøms ros, at han tog det pænt. Jeg var blevet tudet ørerne fulde med, at han ville blive hysterisk.

Preben Lundbye har i sine seks år som senior kun spillet seks 1. holdskampe. Heraf de sidste tre på stribe. Han er ikke noget vidunder på en bane, men man må beundre hans vilje. Og han virker udenfor banen så gennemsympatisk og ærlig, at man let tilgiver de overflødige frispark.”

KB tog guldet, Holmstrøm blev topscorer - og Hvidovre rykkede ned
Således fik Holmstrøm & co. altså alligevel point med hjem fra Hvidovre, selv om Niels Sørensen (nuværende manager for KB’s Y-DM-hold) havde tilladt sig at brænde et straffe i 1. halvleg. Ole Skouboe havde bragt hjemmeholdet - med den klassiske Yankie Bar-reklame på de røde bluser - foran allerede i det 6. minut. Dermed kunne KB fortsætte deres sikre kurs mod DM-guldet, der blev sikret flere runder før turneringen sluttede i efteråret 1974. Blandt andet i kraft af en 5-1-sejr over Hvidovre i Idrætsparken i september, hvor hverken Lundbye - eller DBU's nuværende generalsekretær Jim Stjerne Hansen - kunne stille noget op mod Holmstrøm, der scorede to gange.

Da sæsonen var slut lød forspringet på 8 point ned til Vejle, hvilket skal ses i lyset af, at man som sagt kun spillede 22 runder og en sejr gav 2 point! Holmstrøm i særdeleshed var i hopla den sæson, scorede nærmest efter behag og sluttede som topscorer med 24 mål i 22 kampe – halvdelen af KB’s 48 scoringer. Hans angrebsmakker siden ungdomsårene, Karl Aage Skouborg, sluttede nr. 2 på listen med 10 mål, og Henrik Bernburg – far til Martin Bernburg – var en utrættelig midtbanemotor for holdet, der bl.a. også omfattede en ung Ole Qvist, der fra den sæson af var fast ankermand mellem stængerne i KB og senere også på landsholdet.

Efter 74-sæsonen udvidede man den bedste række fra 12 til 16 hold, så det var ekstra bittert for Hvidovre, at de måtte gå den tunge gang ned i 2. division. Mesterskabet året før var kommet i hus med bl.a. Hans Aabech og Klaus Nørregaard på holdet, og begge d’herrer var til gengæld med til at vinde guld til KB igen 6 år senere efter den legendariske DM-afslutning i Næstved – og et lille halvt års tid senere kunne Klaus Nørregaard fejre at Hjalte kom til verden. Men det er vist en helt anden historie, som man siger...

Preben Lundbye stoppede i Hvidovre i 1975 og afsluttede sin aktive karriere med et par år i den lokale Hvidovre-klub Lejerbo, inden han i midten af 80'erne begyndte sin trænerkarriere, der bl.a. førte ham til Herning som cheftræner og til Viborg som assistenttræner, inden han kom til Silkeborg i 1992. Først som assistenttræner, og siden som DS- og ynglingetræner sideløbende med at han var leder af Silkeborgs fodboldcollege, der bl.a. har udviklet Martin Laursen og Thomas Røll.