Statistikken er i den grad med hjemmeholdet

Statistikken er i den grad med hjemmeholdet

F.C. KØBENHAVN VS SØNDERJYSKE 
Kampen på søndag bliver den 30. Superligakamp mellem F.C. København og SønderjyskE (inklusiv de kampe klubben spillede som henholdsvis Haderslev FK og HFK Sønderjylland). 

F.C. København har vundet 21 ud af de 29 Superligakampe, otte er sluttet uafgjort – hvilket betyder, at sønderjyderne aldrig har besejret F.C. København i Superligaen. Målscoren i de 29 kampe er naturligvis i F.C. Københavns favør, og den lyder 65-22. Telia Parken har lagt græs til 11 af kampene, her lyder statistikken på ni sejre, to uafgjorte og en målscore på 31-6. 

F.C. København har spillet fire Superligakampe mod SønderjyskE i april måned. Alle fire kampe er vundet og det med sammenlagt 10-3. 

F.C. KØBENHAVN OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
I sidste spillerunde måtte F.C. København desværre tage hjem fra Farum med et 0-2 nederlag i bagagen, men på trods af pointtabet ligger F.C. København stadig på en sikker 1. plads i Alka Superligaen. 

F.C. København har spillet 22 kampe, vundet 13, spillet seks uafgjort og tabt tre gange. Det giver sammenlagt 45 point, hvilket er seks mere end ligaens nummer to, SønderjyskE. Ydermere har F.C. København +22 på målscoren, hvilket præcist er det dobbelte af hvad SønderjyskE har. F.C. København har ni point ned til AaB og Brøndby IF på 3. og 4. pladsen og 10 point ned til FC Midtjylland på 5. pladsen. 

Den københavnske målscore lyder 39-17, og her er 16 af målene scoret før pausen mod 23 mål efter pausen. F.C. København har fordelt de scorede mål på 11 spillere (samt to modstandere via selvmål). Nicolai Jørgensen er topscorer med syv mål, men jages af Kasper Kusk (6 mål), Federico Santander (5 mål), Andreas Cornelius (5 mål) og Youssef Toutouh (5 mål).








SØNDERJYSKE OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
Det vil nok ikke være helt forkert at sige, at SønderjyskE er en af denne sæsons helt store positive overraskelser. De er efter to-tredjedele af sæsonen at finde på 2. pladsen, og cementerede i den forgangne spillerunde denne placering, ved at vende 0-2 til en 3-2 sejr over FC Midtjylland. Alle tre mål blev scoret efter pausen, og den blot 19-årige Mikkel Hedegaard blev matchvinder med et brag af et langskud. 

Det er dog langtfra Mikkel Hedegaard der er sønderjydernes topscorer. Den titel sidder Johan Absalonsen sikkert på med 10 mål. Herefter følger Nicolaj Madsen og Tommy Bechmann med seks mål samt Thomas Dalgaard med fem mål. Bechmann kommer dog ikke på måltavlen på søndag, da han sidder uden for med karantæne. 

SønderjyskE har scoret 35 mål, fordelt 15-20 på de to halvlege. Defensiven har lukket 24 mål ind, og har været præcist lige ”gavmilde” i de to halvlege.  


HUSK at checke app’en VoresKBH, hvor der vil være yderligere information inden dagens hjemmekamp.