Sune Smith-Nielsen bliver udviklingsdirektør
Den hidtidige talentchef i FCK, Sune Smith-Nielsen, er udnævnt til ny udviklingsdirektør i klubben.
Sune Smith-Nielsen får udvidet sine ansvarsområder, så han - ud over at være leder af talentafdelingen - også overtager en række ansvarsområder omkring klubudvikling. Han får reference til den sportslige leder.
Sune har været i FCK siden 2008, hvor han har arbejdet med udviklingen af FCK's største talenter.
William Kvist: En kapacitet i klubben
”Vi er meget glade for, at vi har en kapacitet som Sune i klubben, og at han er klar på at udvide sit ansvarsområde på nogle områder, der er vigtige for klubben," siger William Kvist.
"Han har været en nøgleperson i at løfte vores talentafdeling op på internationalt niveau med sin store faglighed og erfaring. Vi ser derfor ind i en fremtid, hvor vi kontinuerligt vil se egenudviklede spillere tage skridtet op til førsteholdet.
Stærk analytisk og strategisk
”Sune er utroligt stærk analytisk og strategisk, så det er oplagt for os, at han bliver en endnu større del af fodboldledelsen."
"Han skal være tovholder på de sportslige udviklingsprojekter i klubben og sørge for, at vi stiller de rigtige spørgsmål til alt, hvad vi gør. De spørgsmål skal sikre, at vi får mere ud af det vi har, og at vi hele tiden holder os skarpe og helt fremme i udviklingen inden for fodbold. Når vi vil spille med de bedste i Europa, skal vi hele tiden sikre, at vi får det maksimale ud af vores ressourcer og udnytter alles kompetencer bedst muligt, både på og uden for banen."
"Samtidig sikrer han en endnu bedre sammenhængskraft mellem talentafdelingen og førsteholdet, som bliver helt afgørende for, om vi lykkes med at lave fremtidens Jonas Wind og Mohamed Daramy til førsteholdet,” siger William Kvist.
Sune Smith-Nielsen: Ser frem til min nye rolle
48-årige Sune Smith-Nielsen har en A-licens som træner, ligesom han har en Masters i Human Ressource Management fra Copenhagen Business School.
”Jeg ser meget frem til at fortsætte i klubben i min nye rolle," siger Sune Smith-Nielsen.
"Vi har flyttet os meget i de senere år omkring vores talentudvikling gennem struktureret arbejde, og det er også sådan, jeg vil gå til de nye ansvarsområder, jeg overtager."
Krav til nytænkning og samarbejde på tværs
”Vi skal være ambitiøse i vores evne til at udvikle os som fodboldklub inden for de forskellige centrale sportslige processer, for at øge vores internationale konkurrenceevne."
"Vi ønsker at spille med de bedste i verden inden for alle fagområder og dette stiller krav til nytænkning, højt kompetenceniveau og ikke mindst evnen til at samarbejde på tværs af alle fagområder.”
"Vi kommer til at igangsætte forskellige sportslige udviklingsprojekter med afsæt i vores strategi 2019+. Projekter, som alle skal bidrage til et større sportsligt output."
Stærkt fundament
"Der er et utroligt stærkt fundament og rigtigt mange dygtige mennesker både i talentafdelingen og omkring førsteholdet. Derfor er jeg meget fortrøstningsfuld omkring, at vi sammen får bygget videre og styrker FCK endnu mere i fremtiden,” siger Sune Smith-Nielsen.