Tilfældigheder og tretten gange træværket

Tilfældigheder og tretten gange træværket

Efter en længere periode, hvor mestrene har haft svært ved at finde netmaskerne på de mange chancer, der trods alt er blevet produceret, så kulminerede det i denne uge med seks forsøg på træværket i kampene mod Randers FC og Varde IF. FCK.DK har set nærmere på sæsonens mange stolpe ud – også de franske, der sendte F.C. København videre til UEFA Cup-gruppespillet.

 

 af Torkil Fosdal

 

Seks om ugen
Mod Randers FC blev det som bekendt kostbart, eftersom de kunne rejse fra PARKEN med en 1-0-sejr efter at have overlevet fire forsøg på stængerne. Til gengæld fik det ikke betydning for udfaldet af onsdagens pokalkamp i Varde, at Niclas Jensen sendte to frispark på stolpen – blandt andet fordi Nordstrand fulgte det første op med at sende bolden i nettet. Via indersiden af stolpen…

 

Når Ståle Solbakken på det seneste har talt om de mange forsøg på træværket, har det ikke været et forsøg på at bortforklare holdets scoringsproblemer eller på anden måde påberåbe sig alverdens ulykker og tilfældigheder. Det har blot været en nøgtern konstatering af, at det ville være et meget større problem, hvis spillerne slet ikke kom frem til afslutninger - eller ikke var i stand til at ramme målet.

 

Er det bedre at tabe 0-5?
Ganske vist er der nok tit nogen, der efter et knebent og – synes man selv – ufortjent nederlag har tænkt, at det havde været lettere at leve med, at man var blevet blæst ud af banen med et 0-3-nederlag… tænk bare på Hamburg-kampen i 2005! Man kan også spekulere over, hvad det havde betydet for moralen og spillet i efteråret 2004, hvis det ikke var blevet 0-5 mod Gorica, men fx 0-2 på et tvivlsomt offside-mål i overtiden efter at vi havde brændt et straffe og to friløbere… Fodbold handler ikke altid kun om resultater, men måden de bliver til på.

 

Derfor er det også bedre at tabe 0-1 til Randers FC efter at have ramt træværket fire gange og brændt et hav af andre chancer, end at tabe efter at have spillet 90 minutter uden afslutninger. Men det er mere frustrerende!

 

 

Libor Sionko har stået bag en hel del stolpeskud
(Foto: Carl Redhead)

 

FCK.DK har gået efterårets kampe igennem og set nærmere på de mange lige-ved-og-næsten. Resultatet af kampen står i parentes med FCK nævnt først:

 

Ude mod FC Nordsjælland 18. juli (0-1)

  • Jesper Christiansen header på underkanten af overliggeren, efter at han er gået med frem på hjørne langt inde i overtiden for at udligne den føring, Issey-Farran gav hjemmeholdet i det 92. minut.

Hjemme mod Esbjerg 18. august (5-2)

  • Libor Sionko rammer stolpen i det 17. minut, men Hjalte Nørregaard følger op og udligner til 1-1.

Hjemme mod Benfica 29. august (0-1)

  • Niclas Jensen rammer stolpen direkte på frispark efter en halv times spil.

Hjemme mod Randers FC 2. september (1-0)

  • Atiba Hutchinson får en tilfældig bold i feltet efter en god halv time, men hans afslutning bliver rettet af og tager ydersiden af stolpen og går til hjørne.
  • Morten Nordstrand header kort efter på underkanten af overliggeren fra nært hold efter indlæg fra Hutch i højre side.

Hjemme mod FC Nordsjælland 7. oktober (1-1)

  • Lige efter pausen bliver et Sionko-hjørne rettet af inde foran mål og bolden tager stolpen.
  • Senere i halvlegen rammer William Kvist overliggeren med et forsøg fra kanten af feltet.

Hjemme mod Randers FC 28. oktober (0-1)

  • Lige inden pausen sender Sionko et frispark direkte på stolpen.
  • Efter en lille time afslutter Sionko fladt fra højre, og bolden tager roden af modsatte stolpe.
  • Brede Hangeland header et Sionko-hjørne på overliggeren i det 65. minut.
  • Sionko rammer stolpen igen, efter at Hutch tilsyneladende bliver snydt for et straffe inde foran.

Ude mod Varde IF 31. oktober (4-0)

  • Niclas Jensen rammer stolpen direkte på frispark i kampens andet minut – Nordstrand følger dog og op scorer, via indersiden af stolpen...
  • Kort efter pausen rammer Niclas igen stolpen med et frispark.

 

 

Træværket var med FCK i kampene mod RC Lens!
(Foto: Lars Rønbøg/sportsagency.dk)

 

Mod RC Lens voksede træværket ind i UEFA-himlen...
Nu er det jo ikke sådan, at modstanderne aldrig rammer træværket! Især nede i Lens ville de nok have lidt svært ved at finde en grimasse, der kunne passe til denne artikel - hvis man ellers kunne læse dansk... I det første opgør i Frankrig headede Akalé på stolpen kort før pausen, og et lille kvarter før tid måtte Jesper Christiansen hive en super-refleks frem for at slå et forsøg fra indskiftede Dindane op på overliggeren kort efter at franskmanden havde udlignet til 1-1.

 

Og i den alt-afgørende returkamp headede Bisevac på stolpen kort ind i den forlængede spilletid, hvorefter Lacout skovlede riposten ved siden af… ellers er det ikke sikkert, den havde stået på UEFA Cup-fodbold igen på torsdag. Men så var der jo lige alle de andre københavnske afbrændere i kampen, som bare ikke ramte træværket - men det er en helt anden historie!