Oscar Højlund

U19 runder flot år af med Future Cup-sejr

Det har været et langt og hårdt år for vores U19-hold, som i foråret vandt det danske mesterskab og i efteråret både skulle forsvare titlen i U19-ligaen og spille UEFA Youth League.

Mange har også været på diverse U-landsholdsopgaver, og som de fleste ved, har truppen også fortsat leveret spillere til førsteholdet - og de fleste har jo også lige en skole, der skal passes ved siden af fodbolden.

Det var derfor en smal og efterhånden godt slidt spillertrup, der i dag tørnede ud for sidste gang i år i den nye Future Cup, som i denne sæson har afløst den tidligere reserveliga.

Gæsterne fra SønderjyskE havde seks spillere med fra deres førsteholdstrup og ellers U19-spillere, så vi fik blandt andet et glædeligt gensyn med Christoffer Remmer, Luka Racic og Phillip Banda Sørensen, der alle har FCK-fortid.

De to sidstnævnte nåede ikke førsteholdsdebut, men Remmer fik 67 kampe fra 2012-16 - og ifølge ham selv blev han også ret kendt for sine mange (sjove) optrædender på FCK TV... Men vi husker ham mest som en glimrende højre back, der stod bag mange målgivende afleveringer til bl.a. Andreas Cornelius (med hvem han i øvrigt blev U19-mester i 2011/12).

Action i SønderjyskE-feltet
Remmer (til højre med anførerbind) prøver at cleare under et FCK-angreb. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Kampen blev spillet i Vanløse Idrætspark, som havde sørget for fine rammer omkring kampen for de ca. 200 tilskuere, der trodsede vintervejret. At snevejret gjorde banen glat og svær at spille på, kan man jo ikke bebrejde arrangørerne, men det var en kold og vanskelig omgang decemberfodbold.

Emil Højlund var lige ved at bringe os foran i det 5. minut, da han tæt under mål tacklede bolden på stolpen, og det var det tætteste vi kom på en scoring før pausen, selv om der var chancer i begge ender.

Alt i alt kunne vi se tilbage på en udmærket 1. halvleg, hvor vi havde haft bolden mest, og efter pausen blev vores dominans endnu mere udtalt.

Future Cup i Vanløse Idrætspark
Future Cup-fodbold i Vanløse Idrætspark. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Sønderjyderne havde heller ikke bolden meget fter pausen, og deres få, men nærgående afslutninger kom efter fejl eller usikkerhed i vores egne rækker.

Det var heller ikke fordi, at vi selv vadede i store chancer, men vi spillede en god og solid kamp og blev ved med at tro på tingene og presse spillet frem.

Fem minutter før tid kom belønningen, da Oscar Højlund sendte bolden i nettet bag Magnus Nissen.

Det blev kampens eneste mål, da drengene klogt og sikkert holdt bolden i egne rækker indtil dommerens slutfløjt efter et par minutters tillægstid, og så var det ellers bare ind og få varmen - og glæde sig til en yderst velfortjent juleferie, inden det går løs igen i det nye år.

Jubel efter scoring
Jubel efter Oscar Højlunds sene sejrsmål. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


MATCHFACTS
F.C. KØBENHAVN-SØNDERJYSKE 1-0 (0-0)
85.: 1-0 Oscar Højlund
Ca. 200 tilskuere i Vanløse Idrætspark

Samuel Andersen - Oliver Svendsen, Aksel Halsgaard, Ethan Amundsen-Day, William Kaastrup (66.: Jacob Perelman) - Thomas Jørgensen, Nikolaj Zachariassen (73.: Andreas Clasen), Oscar Højlund - Emil Thor, Emil Højlund (46.: Alexander Illum Simmelhack), Victor Froholdt

Ikke benyttet: Eliot Saaby Guindy (GK)