William på tavlen i træningskamp

William på tavlen i træningskamp

På grund af tekniske problemer med vores sendeudstyr måtte vi desværre droppe den planlagte live-streaming af den træningskamp, de to klubber havde aftalt for deres reservehold. Det beklager vi selvfølgelig, men hvis det kan være en trøst, så gik I ikke glip af det helt store.

Træningskampen opfyldte dog sit formål med at give kamptræning til de spillere, der er lige i periferien af de to klubbers bedste mandskab - og blandt disse fandt man i dag også William Kvist, der ikke er spilleberettiget til returkampen i Wales på torsdag.

Williams tilstedeværelse var naturligvis et af de største samtaleemner på Nummer 10, hvor ca. 100 tilskuere var mødt frem. Første halvleg var et ret jævnbyrdigt opgør uden mange målchancer, men efter pausen havde gæsterne bolden mere og mere. De bragte sig også foran i det 61. minut ved Souheib Dhaflaoui, der i højre side af feltet sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne.

Siden kom vi dog godt igen og fik lagt pres på nordsjællænderne, men vi skulle frem til otte minutter før tid, inden det for alvor trak op til udligning. Vi fik et frispark lige uden for FCN-feltet, som Brandur sendte op mod det fjerneste målhjørne, men FCN-keeperen nåede flot op og redde til hjørne.

Det førte til endnu et hjørne, og her troede man næsten ikke sine egne øjne, da William Kvist ved forreste stolpe dirigerede Brandurs dødbold i netmaskerne til 1-1... endda med venstrefoden!

Indtil da havde han spillet en bundsolid kamp på den defensive midtbane, men nu fik vi ham altså også at se i målscorerens rolle!

Han kunne dårligt selv huske, hvornår han sidst har scoret - det var vist et selvmål for Stuttgart for 3 år siden - men efter at have joket lidt med sig nye "afslutterrolle", afviste han dog spøgen og fastslog, at han er og bliver central midt med hovedvægten på de defensive forpligtelser.

- Formen fejler ikke noget, for jeg har jo trænet en del med holdet hen over sommeren, men det var dejligt at få 90 minutters kamptræning, sagde han efter kampen.

>> Se også FCK TV's interview med William samt hans scoring

Også Mikael Antonsson, der stadig har lidt eftervirkninger fra sin seneskade i lysken, fik god kamptræning, indtil han udgik midt i 2. halvleg.

Christoffer Remmer skulle oprindeligt også have spillet højre midt, men han blev sparet, og i stedet spillede Berat Beciri.

Holdet:
Kim Christensen - Tom Høgli, Marcus Mathisen, Mikael Antonsson (65.: Joel Felix), Frederik Bay - Berat Beciri, William Kvist (anf.), Mikkel Wohlgemuth, Brandur Hendriksson - Yones Felfel, Jonatan Frimann (46.: Julian Kristoffersen)

Ikke benyttet: Frederik Ibsen og Gustav Jensen