
FCK-AGF: Dagen derpå
Jordan: Dejligt at kunne hjælpe med mål og assist
Jordan Larsson lagde op til vores første mål og scorede vores andet, så han havde en stor andel i, at vi sluttede påskeugen med tre tiltrængte point.
“Det vigtigste var selvfølgelig tre point, men det er dejligt, når man kan hjælpe holdet med mål og assist," smilede svenskeren bagefter.
“Det første mål var ikke indøvet, det var bare lidt telepati mellem svenskerne… men jeg ved jo godt, at han tager det løb, så jeg kunne næsten bare slå den uden at kigge. Det andet var en god bold fra Achouri, og først ville jeg at tage et touch, men jeg så, at jeg havde en forsvarsspiller med mig, og tænkte at målmanden forventede ikke , at jeg lagde den i det hjørne, hvor jeg satte den.”
Netop 2-0-målet faldt efter halvandet minuts tålmodigt opspil mellem stort set alle FCK-spillere, mens ingen aarhusianere rørte bolden. Det kan du læse nærmere om i kampreferatet - og med en FCK Profil kan du se interview med Jordan i FCK-appen, hvor han fortæller, hvorfor holdkammeraterne kalder ham Raphinha...

Superliga-sejr nr. 600
Mandagens sejr var vores 600. sejr i 1.088 Superligakampe siden vores allerførste ude i Valby Idrætspark i august 1992, hvor Superligaen havde eksisteret halvandet år. Vi har derfor spillet 50 kampe færre end Brøndby IF, som har næst flest sejre med 561, og herefter følger AaB, FC Midtjylland og OB. Se hele alltime-listen her på superstats.dk.
Du kan gense den første af vores 600 Superliga-sejre her:
Fem karantæner i "returkampen"
På søndag kl. 16 møder vi AGF i Aarhus, og Rodrigo Huescas og Elias Achouri afsoner en spilledags karantænedag, mens Diant Ramaj afsoner den sidste af hans tre karantænedage. Til gengæld er Andreas Cornelius atter til rådighed, efter at han havde karantæne i går.
AGF må undvære Eric Kahl og Mikael Anderson, da deres advarsler i går også udløser en karantænedag.
Carlsberg Man of the Match
Formstærke Jordan Larsson blev for første gang i denne sæson Carlsberg Man of the Match, da han fik ca. 42% af fansenes knap 4.000 stemmer i FCK-appen - det højeste antal deltagere i hele sæsonen.
På de næste pladser fulgte Viktor Claesson og Victor Froholdt med henholdsvis 19 og 13 %. Froholdt har været i Top 3 i alle forårets syv hjemmekampe.

Kampstatistik

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/Statsperform)